Arv&gave

Dødslejegaver

Som udgangspunkt er du i levende live berettiget til at give gaver i det omfang du ønsker det. Der gælder dog særlige regler, hvis døden er nært forestående - såkaldte dødslejegaver.

Det klare udgangspunkt er, at du i levende live har fuld rådighed, og at du kan give gaver og dermed i sidste ende begrænse dine tvangsarvingers tvangsarv, uden at dette kan tilsidesættes.

Det gælder principielt også, selvom din død er nært forestående. Er din død nært forestående, gælder der dog nogle særlige regler i forbindelse med at gaven gives.

Det fremgår af arvelovens § 93, at reglerne om testamenter finder tilsvarende anvendelse på gaver, som er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestående, og giveren var klar over dette.

Det indebærer, at hvis du ønsker at give en gave på et sådant tidspunkt, skal reglerne om testamente iagttages, herunder både de formelle regler om hvordan et gyldigt testamente kan oprettes samt de materielle regler om testationskompetence etc.

Iagttages disse regler ikke, vil gaven være ugyldig, og gaven skal tilbageleveres til dødsboet.

Hvornår er der tale om dødslejegaver?

Det beror på sygdommens karakter og sygdomsforløbet, hvornår der antages at foreligge en dødslejegave. Jo længere tid, der går fra gaven er givet til dødsfaldet indtræder, jo sværere vil det være at få gaven erklæret ugyldig som dødslejegave.

Et eksempel på en afgørelse om dødslejegaver er Vestre Landsrets afgørelse af 26. november 2010 (B 2281-10).

I den pågældende sag havde afdøde A i slutningen af april og starten af maj 2010 givet gaver til sine børn, svigerbørn og børnebørn på i alt 510.000 kr. A afgik ved døden den 18. maj 2010.

Ud fra de lægelige oplysninger blev det lagt til grund, at A på tidspunktet for gavernes givelse måtte anse sin død for nært forestående. Gaverne blev derfor anset for dødslejegaver, og da de ikke overholdt kravene i § 93, blev de ansat for ugyldige.

Beløbet skulle derfor tilbagebetales til dødsboet, således at dette blev tillagt arvebeholdningen og dermed det beløb, der skulle betales afgift af.