bo-og tillægsafgift

Bo- og tillægsafgift (tidligere arveafgift)

Der er to afgiftstyper, som arvinger i et dødsbo kan komme til at betale af arv: Boafgift og tillægsboafgift. Herudover skal der betales en retsafgift til skifteretten.

Nedenfor kan du se, hvad du skal betale

Boafgift

0 % gælder for: 

Ægtefæller og velgørende institutioner godkendt af skatteministeriet.

15 % gælder for:

  • Børn, børnebørn og oldebørn 
  • Stedbørn 
  • Samlever, som afdøde har boet sammen med i mindst 2 år og 
  • Forældre
Du skal være opmærksom på, at der i boet gives et bundfradrag, der i 2014 udgør kr. 268.900,00, således der kun skal betales 15 % afgift af arv ud over dette beløb.

Ved skifte af et uskiftet bo ved længstlevendes død gives to bundfradrag.

Tillægsboafgift

 
Alle andre arvinger end de ovenfor nævnte skal endvidere betale en såkaldt tillægsafgift, det er således f.eks.

  • Søskende, nevøer og niecer
  • Samlever, som har boet sammen med afdøde i mindre end 2 år og
  • Ubeslægtede arvinger

Disse personer skal altså betale både boafgift på 15 % og den yderligere afgift på 25 %. Den samlede afgift bliver således ca. 36,25 %, idet tillægsboafgiften beregnes af restbeløbet efter der er beregnet boafgift.

For tillægsboafgiften gælder der ikke noget bundfradrag.

Retsafgift

Ud over de nævnte afgiftsmæssige beløb skal der betales en retsafgift til skifteretten. Denne betales i almindelighed forbindelse med boets udlevering.

Retsafgiften er følgende:

  • 500 kr. for boudlæg 
  • 500 kr. for uskiftet bo 
  • 500 kr. for ægtefælleudlæg 
  • 2.500 kr. for private boer og bobestyrerboer. Er boets nettoformue over 1 mio. kr. betales dog en ekstraafgift på 6.500 kr.