Bestyrelsens rolle, pligter og ansvar.

En bestyrelse i et selskabs kontrolhierarki er et overordnet ledelsesorgan, bestående af medlemmer, der er valgt eller udpeget hertil. Bestyrelsen vil normalt have en formand, undertiden en næstformand.
Uanset om en bestyrelse fungerer mod eller uden honorar, måske på fritidsbasis i foreninger og fonde af forskellig økonomisk art, i andre typer af selskaber, skal bestyrelsen have indsigt i og forståelse for regnskab og økonomi, den lovgivning, der gælder for det konkrete selskab, og de relevante virksomhedsdokumenter, der har relevans for bestyrelsens kontrol af fx daglig leder og direktør. Bestyrelsesarbejde er et professionelt arbejde med et meget reelt ansvar - civilretligt og strafferetligt. 

Bestyrelsesarbejdet skal være et optimalt teamarbejde, hvor man sikrer, at bestyrelsen, ejerne, direktionen og den uafhængige revision kommunikerer mål og midler effektivt, målrettet, værdiskabende samt proaktivt. 

Går de nævnte 3 selskabsorganer – med hver deres roller, pligter og ansvar – først galt i byen, øges risici for ansvarssager og konkurs.    
  

I et kapitalselskab (A/S) skal der etableres en bestyrelse. Selskabsloven (SEL) på 375 paragraffer opregner i § 115 bestyrelsens pligter og opgaver. Et ApS behøver ikke at have en bestyrelse. 

Bestyrelsens pligter og opgaver:

1) Skal varetage den overordnede og strategiske ledelse,
2) Sikre en forsvarlig organisation af kapitalselskabets  virksomhed 
3) Påse, at bogføring og regnskabsaflæggelse skal foregå på en efter selskabets forhold tilfredsstillende måde
4) Sikre, at der  er etableret fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller
5) Sikre, at bestyrelsen løbende skal modtage fornøden rapportering om selskabet finansielle forhold 
6) Sikre, at kapitalberedskabet til enhver tid skal være forsvarligt med tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder
7) bestyrelsen er til enhver tid forpligtet til at vurdere den økonomiske situation og sikre, at det tilstedeværende kapitalberedskab er forsvarligt.

Ovennævnte regel er en videreførelse og præcisering af de gældende regler om bestyrelsens opgaver. 

Lovgiver har således ikke tilsigtet en skærpelse af den eksisterende retstilstand for så vidt angår ledelsens ansvar over for kreditorerne i tilfælde af selskabets konkurs.
 
I § 115 står således , at bestyrelsen har 3 hovedopgaver: Ledelse, tilsyn samt strategilægning.

Om kapitalberedskabet siges det i motiverne, at bestyrelsen løbende bør vurdere selskabets finansielle stilling, og der i § 115 derfor skal indfortolkes en handlenorm knyttet til et likviditetskriterium.

Der skal bestå en rimelig balance mellem selskabskapitalen og selskabets aktiviteter.   

Trykt retspraksis om (direktions/ revisor/) bestyrelsesansvar er voksende, især efter finanskrisen i 2008. 

De fleste kendte trykte ansvarssager har hovedsagligt indeholdt domstolskritik af bestyrelsen p.g.a. væsentlige mangler ved og manglende overholdelse af ovennævnte pligter i SEL, § 115.  

Er der tale om en koncern med moder- og datterselskaber gælder pligter og ansvar ligefuldt. 

Andre ansvarssager har drejet sig om forsvarligheden af at drive en virksomhed i dyb krise videre frem til eller – endnu værre - efter ”håbløshedstidspunktet” (The point of no return”). 

Bestyrelsen har både ret og pligt til at videreføre et selskab i finansiel krise og forsøge at overvinde denne.

Men ledelsen kan ikke pådrage selskabet yderligere forpligtelser, som det realistisk ikke kan dække. 

Se især følgende domme i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) 1956.990 SH, 1977.274 H (Havemann), 1998.1137 H, 2000.188 H og 1013 H, 2003.317 H, 2006.243 H (Mindship), 2206.2637 H( AOF Århus), 2007.497 H (Calypso), 2007.2128 og 2019.1152 H, alle om ”håbløshedstidspunktets” fastlæggelse og dermed standsning af driften.

Selvom domstolene i sagens natur er meget forsigtige med at tilsidesætte bestyrelsens forretningsmæssige skøn (” busines judgment rule”) , skal en bestyrelsen ikke føle sig for sikker, hvis grundlage for dette skøn med føje kan kritiseres.

Som det siges  i en amerikansk dom fra 1970’erne: 

” The director’s room rather than the courtroom is the appropriate forum for thrashing out purely business questions which will have an impact on profits, market prices, competitive situations, or tax advantages..”      

Med andre ord: Hvis en dansk bestyrelse i god tro, på et rationalt og oplyst grundlag, handler loyalt og kun i selskabets interesse, kan ansvar ikke idtrælde, selvom bestyrelsens adfærd påfører tredjemand tab, og uanset om selskabets overlevelsesmuligheder må anses som meget spinkle – så længe de blot er til stede.  


Atter andre sager viser, at en bestyrelsesansvarsforsikring aldrig må blive en ”sovepude”.

”Almindelig uduelighed” – og grov uagtsomhed – kan medføre manglende dækning af idømt ansvar og erstatning.              

Det er vigtigt, at bestyrelsen – afhængig af fx selskabets status som børsnoteret eller ikke børsnoteret, organisation, forretningsorden, forretningsplanen, andre instrukser, selskabsform, størrelse, vedtægter samt formål – sammensættes af de mest erfarne, kompetente, personer, der også forstår at samarbejde effektivt, målrettet samt optimalt om at bidrage til det fælles formål: 

At varetage og udvikle kun selskabets tarv bedst muligt.


Trækker alle ikke i samme retning og kender selskabets mål, strategi mv. ned i detaljen, bliver det svært at få værdiskabelse i selskabet. 

Hvis et bestyrelsesmedlem ikke er enig i væsentlige dispositioner nu og i fremtiden, må han få tilført sin uenighed (dissens) til bestyrelsesprotokollen.

I yderste fald må han fratræde, men på et tidspunkt, hvor fratræden ikke kan skade selskabets omdømme og interesser samt tarv. Man skal måske vente i nogle tilfælde til efter regnskabsårets  afslutning og godkendelse på generalforsamling – andre tilfælde kan det være akut at udtræde, men ikke altid ansvarfrit.  

Se SEL § 121 om bestyrelsens (og tilsynsrådets) udtræden samt Dokoff sagen i UfR 1997.283 H samt Helsinghoffsagen i UfR 2004.2253 H.

Bestyrelsesprotokollen og revisionsprotokollen skal stedse være til stede ved hvert møde og være/føres  ajour løbende.

Referater fra ledelsens møder skal komme prompte til godkendelse efter møderne – ikke måneder efter, hvor ingen kan huske detaljer.

Referaterne  bør tilstræbe at være udformet som dækkende  beslutningsreferater. 

Formanden skal sørge for disse møders regelmæssige indkaldelse, afholdelse, udarbejde dagsorden, påse., at lovgivningen krav til bestyrelsen overholdes, kontrollere bestyrelses- og revisionsprotokollerne, bestyrelsens løbende underskrift af samme protokoller mv.    


Formanden skal have et gensidigt tillidsfuldt og regelmæssigt samarbejde med den daglige leder og administrator,  direktøren. 

Formanden må aldrig blive direktør eller omvendt. 

Verden anno 2015 er kompleks med stigende konkurrence og internationalering, strammere regulering – både ” hard law” og ”soft  law” –fx anbefalinger fra Komiteen for God selskabsledelse,  konjunkturudsving, brancheglidninger, konsolidering samt øget risikostyring og compliance.   

Aktionærernes interesser skal således varetages med den fornødne omhu og under behørig hensyntagen til de øvrige interessenter. Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af selskabet for at sikre øget værdiskabelse i selskabet. 

Et nyt organ, tilsynsrådet, kan i et vist omfang erstatte bestyrelsen, men dette råd har kun en kontrolfunktion og forbigås her.

Bestyrelsen må aldrig få samme rolle, ansvar og pligter  som fx direktion og revisor – eller omvendt. 

Så udviskes grænserne i kontrolhierakiet, og det kan være ansvarspådragende. De 2 sidstnævnte selskabsorganer har deres helt egen rolle, pligter og ansvar som hhv. daglig leder og offentlighedens tillidsrepræsentant.
 
I mange erstatnings- og straffesager ser man desværre, at bestyrelsen med urette fx helt har forladt sig på en dominerende formands udsagn og adfærd (Nordisk Fjer), og/eller på en dominerende direktørs adfærd og udsagn, og/eller ligefrem har forventet, at ekstern revisor ville advare bestyrelsen, ”hvis det stod helt galt til i virksomheden”, og/eller har baseret sig på utilstrækkelige eller ligefrem misvisende informationer fra direktionen og andre selskabsaktører.

Man taler ofte om et informationsansvar også i bestyrelsesansvarsager, fordi ledelsens beslutningsgrundlag i vigtige dispositioner har været utilstrækkelige og mangelfulde, men man tog chancen alligevel. 

Når civile og straffesager rejses af kreditorer og kuratorer samt politi og anklagemyndighed mod fx bestyrelsen flere år efter selskabets konkurs, bliver det, der findes fra tidligere år af skriftlig relevant materiale i navnlig bestyrelsens protokol, revisionsprotokollen, forretningsordenen, grundlaget for vedtægtsmæssige dispositioner m.fl., af alt afgørende betydning for domfældelse eller frifindelse.

Mangler den fornødne skriftlige bevissikring, der kan understøtte og bekræfte en sagsøgts bestyrelses frifindelsespåstand i en retssag,  anlagt af kreditorer,  kurator, anklagemyndighed, kan det medføre en negativ effekt og medføre domfældelse af bestyrelsen.

Bestyrelsens adækvate bevissikring for dens gøren og laden er fundamentale krav – både mens selskabet lever godt, og når selskabet er brudt økonomisk sammen.        

Selvom Selskabsloven således opstiller en række krav til bestyrelsers ageren, er der intet, der forhindrer den fornuftige, aktive, effektive og proaktive bestyrelse i at stille øgede krav til sig selv, så længe det kun kommer selskabets interesser til gode.

Bestyrelsesmedlemmer skal fx være aktive, nysgerrige, kritiske, opfølgende og agtpågivende. 

Hvert medlem skal også sige fra og til og i tide. 

Man kan ikke ” lurepasse” i misforstået forventning om, at de andre – og måske mere erfarne - bestyrelsesmedlemmer nok skal tage sig af de kritiske punkter på dagsordenen. 

De kritiske spørgsmål  til og den aktive opfølgning  overfor fx utilstrækkelig og/eller for sen økonomisk rapportering fra direktøren og revisorerne må man ikke undlade at stille løbende.

Der er i princippet ikke noget, der hedder ” dumme spørgsmål”, særlig ikke, hvis man er ny i bestyrelsen og har behov inden for et halvt år at komme på omdrejningshøjde med resten af bestyrelsen og selskabets konkrete og generelle forhold.  

Den gode bestyrelse er konstant på omgangshøjde med selskabet udvikling, kapitalberedskab, soliditet og solvens. 

Uanset om man er lønnet eller ulønnet bestyrelsesmedlem er ens rolle, pligter og  ansvar de samme. 

Særlige og udvidede bestyrelsespligter kan dog følge af anden lovgivning om fx børsnoterede selskaber, særlig følsomme brancher (OW Bunker), ejeraftaler, instrukser og forretningsordener.
 
Ansvar og pligter gælder også for medarbejdervalgte  og evt. familiebestyrelsesmedlemmer. 

Disse har også krav på samme honorar som menige medlemmer.

Men de bedømmes ikke (længere) mildere end andre medlemmer.   

Er man ikke kontinuerligt klædt optimalt på til og/eller har gode evner for at udøve sit bestyrelsesarbejde, bør man kraftigt overveje ikke at indtræde i eller forblive i bestyrelsen. 

Når det går galt i form af erstatningskrav mod bestyrelsen, skyldes det ofte ” bad cases”, som ofte resulterer i ” bad laws”, se fx C& G Bank og Nordisk Fjer sagerne og nedenfor med omtale af andre domme.

I praksis er ansvarssituationerne mangfoldige og forskelligartede. 


Sagernes mere eller mindre komplekse karakter, erstatningsbeløbenes størrelse, de kritiserede personers modvilje mod at nedvirke til offentlig omtale , retssagernes skadelige effekt på virksomheders gode ry, navn, omdømme samt udvikling, er omstændigheder, som ofte fører til forlig som alternativ til mange års, måske medieomtalte og bekostelige, straf- og erstatningssager.

Mange ansvarssager er afgjort ved hemmelig voldgift og lader sig derfor ikke belyse og analysere. 

De trykte domme om bestyrelsesansvar siden 70’erne afspejler ikke nødvendigvis et retvisende billede af den gældende retstilstand i 2015 på dette område. 

Direktører ifalder i sagens natur hyppigere straf- og erstatningsansvar end den overordnede bestyrelse. 

I de  tilfælde, hvor bestyrelsen er dømt, skyldes det ofte overtrædelse af specifikke adfærds- og handlenormer og/eller uhæderlig adfærd over for selskabets og dets omverden. 

Ofte indtræder strafansvar også i disse tilfælde.

De trykte domme udspringer ofte af konkurser og erhvervsskandaler – C& G Banken,  Nordisk Fjer,  IT Factory, Memory Card Technology, Mindship, AOF Århus, Calypso, Capinordic samt  en række andre banksager – hvor de faktiske og retlige forhold er særegne og undertiden atypiske. 


Også andre end den registrerede bestyrelse kan blive ansvarlig.  

Calypso Verdensrejser A/S under konkurs er et eksempel herpå. Selskabet gik i 1996 konkurs efter ca. 6 måneders levetid med en underbalance på ca. 45 mio. kr..  Bestyrelsen bestod af 2 spaniere uden kendskab til dansk og dansk selskabsret, nær familie  samt en samlever til den ikke registrerede – men reelt styrende - ejer, der fungerede som ”skyggeledelse” under driften. 

Efter en frifindelse af bestyrelsen i landsretten, ankede kurator til Højesteret med en begrænset påstand på 5. mio. kr. og fik alle dømt solidarisk. 

I det interne opgør lod Højesteret ” skyggelederen” - som aldrig mødte op i retten-  som den reelt ansvarlige  være den ultimativt ansvarlige. 

Dommen er desværre et skoleeksempel på, hvordan et selskab ikke skal etableres og drives, UfR 2007.497 H.

I AOF Århus- sagen, UfR 2006.2637 H, blev en bestyrelse frifundet, fordi den på forbilledlig måde havde forstået at accelerere  antallet af navnlig bestyrelsesmøder samt ekstern rådgivning i takt med krisens udvikling. 

Bestyrelsen havde behørigt  fulgt udviklingen, søgt ekstern rådgivning hos moderorganisationen AOF Danmark og dermed ikke forladt sig  kun på egne vurderinger.

Dette står i modsætning til bestyrelsesansvaret i Mindship Canteena- dommen, UfR 2006.243 H, hvor Landsretten frifandt, men hvor et forsikringsdækket bestyrelsesmedlem i Højesteret  dømtes for ikke at have reageret anderledes på de markante kristegn, men i stedet havde fortsat driften ud over” håbløshedstidspunktet”.                                

Straffes fx en bestyrelse først ved domstolene, betyder det ikke, at bestyrelsen dermed automatisk tillige er civilretligt erstatningsansvarlig. 

Der kan derfor ikke sluttes fra straf til erstatning.

Rejses der først en erstatningssag mod bestyrelsen, der derefter bliver tiltalt i en straffesag om næsten samme emner, som er omdrejningspunktet i erstatningssagen, vil man ofte se, at erstatningssagen udsættes på endelig dom i straffesagen. 

Det skyldes  naturligt hensynet til de tiltaltes retssikkerhed. Som tiltalt har man ikke pligt til at udtale sig, hvis man belaster sig selv, og man har lov at lyve straffrit, så længe man ikke med urette kaster mistanken på andre uskyldige . 

Tiltaltes tavshed kan således ikke skade ham/hende. 

Men i en civil sag, hvor tiltalte tillige er sagsøgt som part, vil vedkommende tavshed skade ham processuelt. 

Udtaler et sagsøgt/tiltalt  bestyrelsesmedlem sig i en civil sag, risikerer vedkommende, at hans udtalelser kan belaste ham i straffesagen 

Bestyrelsesansvaret er ikke et professionsansvar som fx revisor- og advokatansvaret. Ansvaret bedømmes individuelt, men er bestyrelsen ansvarlig, hæfter de solidarisk, afhængig af skyldgrad. 


Bestyrelsesansvaret ses ikke skærpet som almindelige hovedregel til dato. Hvis dette var tilfældet, var der næppe være mange egnede medlemmer, der ville drømme om at gå ind i bestyrelser. Og det ville skade professionelt ledelsesarbejde. 

Den 27/3/2015 frifandt Højesteret bestyrelsesformand – og revisorer – for et erstatningskrav på 100.000.000 kr. i det børsnoterede Memory Card Technology A/S under konkurs.

I landsretten var alle bestyrtelsesmedlemmer blevet frifundet, begrundet i, at de havde overholdt alle regler og sikret sig en klar ansvarsfordeling mellem direktion, bestyrelse samt revisorer. Kun formand og revisorer indgik derfor i højesteretssagen.

Højesteret fastslog, at selvom om formanden havde begået enkeltstående fejl, havde han ud fra en samlet vurdering levet op til sine forpligtelser.

Det indgik i sagen, at en økonomidirektør i 2000 henvendte sig til formanden med advarsler. 

I 2000 var whistleblower-ordninger ikke almindelige, som de er i dag. 


En ny lignende sag vil måske derfor tillægge spørgsmålet større betydning end i 2000.

Revisorer frifandtes, fordi der ikke var årsagssammenhæng mellem revisors fejl i forbindelse med årsregnskaberne og det indtrådte tab på 100 mio. kr. 

Selvom forbehold i 1988/99 – regnskabet havde været taget, fandt Højesteret, at dette ikke ville have  foranlediget bestyrelsen til at indstille eller tilpasse driften. 

Det manglende revisorforbehold i årsregnskab 1999/2000 ville ikke have ført til et væsentligt dårligere resultat end det kvartalsregnskab, der forelå ca. 1 måneds tid efter.                     

Østre Landsret afsagde den 9/10/2015 en 1131 sider lang dom i Finansiel Stabilitets sag mod den konkursramte Capinordic Bank A/S’s  tidligere direktør, formand (advokat)  og 1 bestyrelsesmedlem. 

Landsretten frifandt de 3 sagsøgte  for et krav på 400.000.000 kr., idet man ikke fandt, at Bankens konkurs var fremkaldt af uforsvarlig adfærd fra ledelsens side. 

Ledelsen blev også frifundet for tab på 22 andre engagementer, men til gengæld dømt til at betale 90,5 mio. kr. en for tab på 9 af Bankens øvrige engagementer. 

Dommen er ikke endelig. Jeg skal her blot  fremhæve nogle vigtige præmisser fra dommens begrundelse og resultat.

Landsrettens så på hvert ledelsesmedlems (burde) viden om engagementer, deres medvirken til bevillinger heraf og grundlaget for det forretningsmæssige skøn (”business judgment rule”), som ledelsen havde baseret deres dispositioner på. 

Konkrete forhold i den enkelte lånebevillingssag kunne imidlertid skærpe ledelsens pligter og ansvar.   

I sagen bestod var det særlige forhold, at Finanstilsynet i et notat havde udtalt sig positivt om direktionens egnethed og hæderlighed (”fit & proper”).  

Landsretten fremhæver, at sagsøger, Finansiel Stabilitet,  ikke ved syn og skøn, sagkyndige erklæringer eller udtalelser fra brancheorganisationer har søgt belyst, hvilke krav, der generelt kan stilles til et forsvarligt grundlag for kreditgivning i en bank. 

Det tyder på, at Landsretten gerne havde set sådanne erklæringer fremlagt i sagen. 

Der burde af Landsretten udvises forsigtighed med at tilsidesætte det af bestyrelse og direktion udøvede forretningsmæssige skøn ved bevillingen af et lån.   

Normalt skal domstolene heller ikke underkende en bestyrelses  forretningsmæssige fornuftige skøn, der ikke hviler på ”sand eller varm luft” .

Men i denne sag havde ledelsen ikke fulgt adækvat op på Finanstilsynets advarsler til Banken efter finanskrisen om Bankens omfattende ejendomseksponering og manglende nedbringelser trods forringelser af lånenes bonitet. 

Desuden kritiserede landsretten, at ledelsen ikke havde sikret sig ,at Bankens tarv blev varetaget 100 % i de dispositioner, der havde været til fordel for et bestyrelsesmedlem  eller andre nærtstående. 

Her blev ansvarsnormen derfor skærpet.

Landsretten inddrog også Finanstilsynets viden om og vurdering af de låneengagementer, som sagsøger krævede erstatning for.

Tilsvarende gjaldt Bankrevisionens vurdering af låneengagementer og nedskrivningsbehov.   

Desuden tillægger Landsretten det betydelig vægt, om bestyrelsens bevillinger er sket før eller efter Finanskrisen og efter Finanstilsynets advarsler til Banken den 25/9/2008 om omfattende ejendomseksponering og den 19/12/2008 om manglende nedbringelser trods forringelser af lånenes bonitet.
   
Landsretten fremhæver gang på gang, at det afgørende for erstatningsansvaret for bevillinger af udlånsengagementer er, om det på grundlag af de oplysninger, der forelå på tidspunktet for bevillingen, var forsvarligt at bevilge lånet.

Landsretten tillægger også ”kulturen i Banken” vægt, idet et bestyrelsesmedlem havde en meget aktiv rolle ved bevilling af udlån til bestemte kunder på bestemte vilkår. De ansatte forklarede, at det var meget vanskeligt at sige dette medlem imod, hvorfor lånene blev bevilget.

Landsretten afviser, at det forhold, at beslutning om bevilling af et lån reelt må anses for truffet af Lasse Lindblad eller det forhold, at han på anden måde har påvirket beslutningsprocessen, ikke i sig selv er ansvarspådragende. 

Det vigtige er, om det på grundlag af de oplysninger, der forelå på tidspunktet for bevillingen af lån, var forsvarligt at bevilge lånet.        

Det er interessant, at Landsretten kritiserer Bankens forretningsmodel med betydelige udlån til forholdsvis få kunder, der i betydeligt omfang var indbyrdes forbundet, for at have været risikabel og gjort Banken meget sårbar over for konjunkturændringer, herunder  finanskrisen i 2008.

Men Landsretten finder ikke Bankens forretningsmodel, der indebar et betydeligt indtjeningspotentiale,  i sig selv ansvarspådragende.

Heller ikke Bankens organisering, opgavefordeling og generelle virkeområde fandtes ansvarspådragende.

Meddelt decharge om ansvarsfrihed for bestyrelsen på Bankens årlige generalforsamlinger afviste Landsretten som relevant, allerede fordi decharge var meddelt på et så generelt grundlag, at de ikke kunne påberåbes om erstatning for tab, der måtte være lidt på engagementer de pågældende år. 

Bankens konkrete låneengagementer fremgik heller ikke af årsrapporterne og dermed ikke de konkrete tab, der måtte være lidt herpå år for år.  

Landsretten afviste også, at ledelsens evt. overtrædelser af strafbelagte regler i lov om finansiel virksomhed, i sig selv havde betydning for det civile erstatningsansvar. 

Afgørende var alene, om overtrædelsen var var årsag til tab for Banken.

Ud af Bankens samlede tab på ca. 574.000.000 kr.  findes direktion, formand og bestyrelsesmedlem alene ansvarlig for ca. 90.000.000 kr. 

Landsretten fremhæver, at når dette sammenholdes med Bankens kapitalgrundlag og de løfter om kapitaltilførsel, som var stillet i udsigt fra Banken, kan det ikke lægges til grund, at det tab, som kan tilregnes de sagsøgte, i sig selv ville have medført Bankens konkurs.

Normalt er det ikke ansvarspådragende for en ledelse, at virksomheden må gå konkurs. 

Virksomhed kan drives med større eller  mindre kløgt og større eller mindre succes. 

Landsretten fandt ikke grundlag for at lempelse erstatningsansvaret.

Det er oplyst, at der alene var forsikringsdækning for 25.000.000 kr. af kravet.

Ud fra sagens resultat fandt Landsretten, at hver part bærer egne sagsomkostninger, mens udgifter til bevisførelse skulle deles lige. 

De dømte  ledelsesmedlemmer skulle bære retsafgiften med i alt 150.000 kr. og delvise sagsomkostninger med ca. 150.000 kr.  

Sammenfattende kan man om retspraksis om bestyrelsesansvar sige, at hvert enkelt bestyrelsesmedlem bedømmes individuelt efter deres skyld (culpa) norm. Bliver medlemmer af bestyrelsen gjort ansvarlige, hæfter de solidarisk for kravets betaling. 

Ansvaret for den overordene ledelse er ikke et professionsansvar.

Men ansvaret kan skærpes i takt med ledelsesmedlemmets utilstrækkelige bevissikring for vedkommendes aktivitet/passivitet, (burde) viden og medvirken til skadegørende handlinger og/eller undladelser, der går ud over selskabets interesser og bedst mulige tarv.

Tilrettelægger bestyrelsen sin virksomhed således, at ledelsen kan og faktisk løbende får et forsvarligt beslutningsrundlag i form af korrekt og ajourført  viden om drift og status, og vurderer ledelsen på baggrund heraf situationen og agerer i form af skøn og beslutninger, der viser, at virksomheden er levedygtig – også i en krisesituation, mindskes risikoen for at blive mødt med erstatnings- og strafkrav fra virksomhedens omverdenen i form af kreditorer, leverandører, politi og ansklagemyndighed  m.fl.. 

Det gælder også, selvom fx en leverandør med samme viden som bestyrelsen, ikke ville drømme om at levere flere varer til virksomheden.

Afslutningsvis kan der være god grund til at minde om det fortsat - anno 2015 - aktuelle råd, som Niels Petersen i ”Revisorlæren i Grundrids” udtalte, og som med fordel kan erindres af alle selskabsorganer og ledelsesmedlemmer:

” Realitetssans og sundt Omdømme er derfor de Egenskaber, som det er vigtigt for Revisor (og Bestyrelse) at besidde. Han maa tillige  have en sådan personlig Selvstændighed og Uforfærdethed, at han ikke viger tilbage for at hævde sine Meninger, selvom han møder Modstand, Uvilje eller endog Trusler af økonomisk eller anden Art.”


Steen Petersen, advokat (H) stp@ret-raad.dk - Tlf. 2172 1782 - 14/10/2015