Beskatning af dødsbo

Beskatning af dødsbo

Et af de forhold, der skal undersøges i forbindelse med dødsbobehandlingen er, hvorvidt dødsboet er skattepligtigt.

At dødsboet er skattepligtigt indebærer, at dødsboet anses for et selvstændigt skattesubjekt. Det betyder, at dødsboet beskattes af f.eks. indtægter og avancer på samme måde, som personer i levende live, dog efter nogle lidt andre beregningsregler.

Er boet skattepligtigt skal der indleveres en selvangivelse i forbindelse med boets afslutning.

Hvornår er et dødsbo skattepligtigt?

Reglerne om hvornår et dødsbo er skattepligtigt blev ændret med virkning fra 30.6.2008. Sidder du med et dødsbo, hvor afdøde afgik ved døden før 30.6.2008 vil det nedenfor nævnte ikke være gældende. I så fald er du meget velkommen for at kontakte os for en afklaring.

For dødsfald efter 30.6.2008 gælder, at boet er skattefrit, hvis dødsboets nettoformue opgjort pr. skæringsdagen ikke overstiger 2.641.900 kr. (2014-tal), og bruttoaktiverne pr. skæringsdagen ikke overstiger 2.641.900 kr. (2014-tal).

Fast ejendom, som kan sælges skattefrit efter den såkaldte parcelhusregel (dvs. fast ejendom som ikke er avancebeskattet), skal ikke medregnes som aktiv ved opgørelsen af bruttoaktiverne, men derimod medregnes ved opgørelsen af nettobeholdningen.

Konsekvensen af skattepligt

Hvis boet er skattepligtigt, skal boets indkomst beskattes.

Dødsboer beskattes med en fast skatteprocent på 50 %. I relation til skatteberegningen gives der såvel et mellemperiodefradrag som et bofradrag.

Mellemperiodefradraget udgør 2.000 kr. pr. måned (2014) for perioden 1.1. til dødsdagen.

Bofradraget udgør 5.300 kr. pr. måned (2014) og gives i perioden fra dødsfaldet og indtil den valgte skæringsdag. Der kan dog højest opnås bofradrag i 12 måneder, dette uanset at bobehandlingen eventuelt tager længere tid.

Beregning af aktieavance og ejendomsavance sker efter samme regler som ved personer i levende live.

Dødsboets overskydende skat/restskat medtages i boopgørelsen som aktiv/passiv.