Siden januar 2005 har det været muligt at opkræve gæld gennem en forenklet inkassoproces ved fogedretten. Processen er en nem og billig måde at opkræve gæld på. Nu giver en ændring til ordningen, der træder i kraft 1. oktober 2011, nye muligheder.

Den forenklede inkassoprocedure.

Før indførelsen af den forenklede inkassoprocedure, var det nødvendigt at føre en civil retssag for at få en dom for sit krav, førend fogedretten kunne hjælpe med at inddrive gælden.

 

Den forenklede inkassoproces lettede inddragelsen af gælden væsentligt, da det efter denne model blot skal udfyldes en standardblanket (et betalingspåkrav), som via Fogedretten forkyndes for debitor, og såfremt debitor ikke gør indsigelser indenfor 14 dage, så får betalingspåkravet samme virkning som en dom, og kan straks derefter danne baggrund for fogedrettens inddrivelse af gælden.

 

Der er imidlertid visse betingelser for at anvende den forenklede inkassoprocedure.

 

Betingelserne for at kunne føre forenklet inkassoproces:

  • Gælden skal være forfalden.
  • Gælden må højst være 50.000. (eksklusive renter og omkostninger)
  • Skyldner må ikke forventes at have indsigelser mod dit krav
  • Der skal være afgivet påkravsskrivelse over for skyldneren, der opfylder betingelserne herfor i inkassoloven, og fristen i henhold hertil skal være udløbet.

 

Derudover skal man naturligvis være opmærksom på alle de sædvanlige formalia ved at føre proces ved retten, f.eks. ved hvilken fogedret betalingspåkravet skal indleveres, i hvor mange eksemplarer og hvor meget der skal betales i retsafgift.

 

Ændringsloven, der træder i kraft fra 1. oktober 2011, udvider imidlertid anvendelsesområdet for den forenklede inkassoprocedure til krav op til kr. 100.000.

 

Retsafgiftsreglerne ændres også, således at retsafgiften er forskellig alt efter om kravet udgør mellem kr. 1 og 50.000 eller mellem kr. 50.000 og 100.000.

 

Hvis debitor – mod den oprindelige forventning – kommer med indsigelser mod betalingspåkravet, så overgår sagen automatisk til almindelig civil proces ved civilretten, hvor kravet pga. sin størrelses imidlertid er omfattet af de særlige regler i ”småsagsproceduren”.

 

Såfremt du har spørgsmål til den forenklede inkassoprocedure – eller småsagsproceduren - eller ønsker advokatbistand til at tage hånd om dine inkassosager, så kontakt din nærmeste Ret & Råd advokat.

 

Af advokat Louise Vigand Kryger, PARTNER Advokater, Ret&Råd Køge A/S.

Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 23.05.2012
Oprettet: 18.10.2011
Mønter

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med Ret&Råds nyhedsbrev.


Louise Vigand Kryger

Forfatter

Louise Vigand Kryger

Advokat