Efter selskabsloven skal ledelsen i selskaber afdække de årsager og begivenheder, der kan gøre, at virksomheden ikke når sine mål ved at få fastlagt, hvorledes virksomhedens risikostyring skal foretages.
En virksomheds risikostyring kan opdeles i 5 faser, som er følgende:
Fase 1: Fastlæggelse af virksomhedens risikopolitik
Fase 2: Identifikation af risici
Fase 3: Fastlæggelse af sandsynlighed og prioritering for de enkelte risicis opståen
Fase 4: Afdækning af risici
Fase 5: Rapportering
Den pågældende Højesterets dom omhandler ledelsens ansvar i forbindelse med kreditorernes tab som følge af selskabets konkurs. I selskabets bestyrelse var der tale om tre brødre, hvoraf de to deltog aktivt i selskabets drift samtidig med, at de var bestyrelsesmedlemmer, hvorimod den sidste bror var bestyrelsesformand, men deltog ikke aktivt i selskabets drift.
Selskabet havde en revisor, der var ansat i et statsautoriseret revisionsaktieselskab, og den pågældende revisor rådgav brødrene i forbindelse med en omdannelse af selskabet. Revisor var desuden generalforsamlingsvalgt revisor for selskabet, og havde påtaget sig bogføringen for både den personlig drevne virksomhed og for selskabet.
Under konkursbehandlingen i selskabet viste det sig, at egenkapitalen aldrig havde været tilstede i selskabet heller ikke på omdannelsestidspunktet. Desuden var selskabets bogføring ophørt efter kort tid, og selskabet havde ikke foretaget afregning for moms eller A-skat, og der var ikke afholdt bestyrelsesmøder eller fuldt op på bogføringen og budgetter.
Landsretten fandt, at de tre brødre var solidarisk ansvarlige for det tab, som selskabets kreditorer i konkursboet havde lidt og fandt ikke grundlag for lempelse af erstatningsansvar. Selskabets revisor blev ikke gjort ansvarlig i Landsretten, og der blev derfor afvist et krav fra de tre brødre mod revisor om friholdelse for det beløb, som de måtte blive dømt til at betale til konkursboet.
Sagen blev anket og afgjort i Højesteret i februar 2011.
Højesteret fandt også, at brødrene var solidarisk ansvarlige for selskabets kreditorers tab som følge af det manglende kapitalgrundlag i aktieselskabet og den underskudsgivende drift. Højesteret tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at lempe erstatningsansvaret for nogen af brødrene. Derimod fastslog Højesteret, at revisor skulle friholde den bror, der ikke var aktiv deltagende aktiv i selskabet, men kun var formand for bestyrelsen for halvdelen af det beløb, som den pågældende bror måtte betale til konkursboet.
Højesteret fastslog, at revisor måtte kunne se, at selskabets kapitalgrundlag ikke svarede til det registrerede, og der ikke blev anlagt særskilt bogføring for selskabet, og at der var lønudgifter og momspligtig virksomhed, men ikke blev afregnet kildeskat og moms, ligesom revisor vidste, at bogføringen ophørte på et tidspunkt.
Revisor burde i forbindelse med omdannelsen have rådgivet bestyrelsen om problemerne med det manglende kapitalgrundlag, ligesom revisor havde en forpligtelse overfor bestyrelsen at påtale de forhold, som revisoren blev bekendt med i forbindelse med bogføringen og som generalforsamlingsvalgt revisor. Revisor havde tilsidesat sine forpligtelser, og havde dermed en ansvarsforpligtelse overfor broderen, der ikke deltog i den daglige drift og ledelsen af virksomheden, og som derfor ikke var bekendt med forholdene.
Højesteret frifandt revisoren for de to øvrige brødres krav om friholdelse, idet disse som ledere og daglige deltagere i virksomheden var bekendt med forholdene i selskabet.
Som det fremgår af Højesterets udtalelse, bliver ledelsen i selskaber ansvarlige, hvis de ikke får afdækket de risici, der er i en virksomhed, også selvom ledelsen ikke deltager i den daglige drift.
Hvorledes der skal foretages risikoafdækning i din virksomhed, kan du se mere om på www.ret-raad.dk/risiko.
Af advokat Steen Witthøfft, PARTNER Advokater, Ret&Råd Køge A/S.