Ifølge den nye arvelov, som trådte i kraft d. 1. januar 2008, har ugifte samlevende ikke automatisk arveret efter hinanden, dvs. at det i dag fortsat er således, at ugifte samlevende kun arver hinanden, hvis de enten hver især eller sammen har oprettet et testamente, hvori de begunstiger hinanden.
Mange tror fejlagtigt, at ugifte samlevende efter to års samliv automatisk får arveret efter hinanden. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at dette ikke er rigtigt. Arveloven indeholder ikke regler, der giver ugifte samlevende automatisk arveret efter hinanden. Ugifte samlevende skal altså oprette et testamente, såfremt de ønsker at arve hinanden.
Opretter ugifte samlevende ikke et sådant testamente, vil den længstlevende intet modtage i arv efter førstafdøde, og længstlevende vil være uden indflydelse på, hvorledes førstafdødes bo skiftes, herunder på hvornår og hvorledes førstafdødes aktiver (f.eks. fast ejendom) afhændes. Dette kan have en række særdeles ubehagelige konsekvenser for længstlevende, særligt, hvis førstafdøde ejede størsteparten af parternes samlede formue, herunder den fælles bolig.
Med de nye arveregler er det nu muligt for ugifte samlevende ved testamente at begunstige hinanden endnu mere end før, idet tvangsarvereglerne er ændret. Derudover er der med den nye arvelov givet mulighed for oprettelse af et såkaldt ”udvidet samlevertestamente”. Med et sådant testamente vil ugifte samlevende arve hinanden (næsten), som var de ægtefæller med fuldstændigt særeje.
Et udvidet samlevertestamente skal opfylde følgende betingelser:
-parterne ved oprettelsen opfylder betingelserne for at kunne indgå ægteskab,
-parterne ved oprettelsen ikke har oprettet udvidet samlevertestamente med en anden samlever, og
- parterne ved førstafdødes død levede sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold og enten ventede, havde eller havde haft fælles barn eller havde levet sammen i de sidste to år.
Det er vigtigt at bemærke, at uanset om ugifte samlevende opretter et testamente, hvori de begunstiger hinanden, kan den længstlevende ikke sidde i uskiftet bo med fælles livsarvinger, ligesom en række andre skiftefordele heller ikke finder anvendelse.
Udover at oprette testamente kan ugifte samlevende i økonomisk henseende sikre hinanden ved at indsætte deres samlever som begunstiget i eventuelle forsikrings- og/eller pensionsordninger, ligesom ugifte samlevende kan oprette en krydslivsforsikring.
De fleste forsikrings- og pensionsordninger indeholder som standardvilkår, at udbetaling sker til afdødes ”nærmeste pårørende”. Ugifte samlevende har ikke været omfattet af kredsen af nærmeste pårørende, og dermed er der ikke sket udbetaling af en forsikrings- og pensionsordning til en samlever, medmindre samleveren konkret er indsat som begunstiget med navns nævnelse.
I forbindelse med ændring af arveloven blev reglerne herom også ændret, således at ”nærmeste pårørende” fremover skal fortolkes i nævnte rækkefølge: Afdødes ægtefælle, afdødes samlever, som levede sammen med afdøde og enten ventede, havde eller havde haft fælles barn sammen med afdøde eller havde levet sammen i et ægteskabslignende forhold i de sidste to år før dødsfaldet, afdødes børn eller fjernere arvinger.
De nye regler gælder alle ordninger, der er oprettet eller hvor begunstigelsen er ændret efter 1. januar 2008.
Der er tale om, at ugifte samlevende reelt sidestilles med ægtefæller på det forsikrings- og pensionsretlige område. De ugifte samlevende skal således ikke længere gøre noget aktivt for at begunstige hinanden i forhold til forsikrings- og pensionsordninger, idet de samlevende nu automatisk får udbetalt førstafdødes forsikrings- og pensionsordninger.
Hvis man ønsker, at de nye regler skal finde anvendelse på oprettede forsikringer og/ eller pensionsordninger oprettet før 1. januar 2008 kan dette ske ved at give skriftlig besked til selskabet. For at sikre sig, at den eller de rigtige er indsat som begunstiget, er det vigtigt at undersøge, hvem der er indsat som begunstiget i ens egen forsikring- og/eller pensionsordning hos sit forsikringsselskab/ bank mv. og eventuelt ændre denne.