Ny lovpakke indeholder en lang række ændringer og tilføjelser til skattelovgivningen.


Regeringens nye lovpakke indeholder en lang række ændringer, som er værd at være opmærksom på. I det følgende vil de tre væsentligste ændringer blive gennemgået, nemlig den såkaldte pengetanksregel, tilskud til forskning og udvikling samt sænkning af loftet for indbetaling på ratepensioner.

Pengetangreglen
Denne ændring vedrører aktieavancebeskatningsloven, og er blevet døbt ”pengetankreglen”. Ændringen består i en nedsættelse af grænsen for finansielle aktiver i en virksomhed i forbindelse med overdragelse ved succession.

Før lovændringen var grænsen for, hvornår en virksomhed skulle anses for at være en finansiel virksomhed i forbindelse med succession, at 75% af virksomhedens indtægter og/eller aktiver kunne anses for passiv investering.

Denne grænse skulle i forbindelse med regeringens oprindelige lovforslag nedsættes til 25 %.

Et selskabs finansielle aktiver opgøres efter de hidtidige regler som summen af indtægter i forbindelse med udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende, såfremt mindst 75 % af selskabets indtægter, hvorved forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af øvrige regnskabsmæssige indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår stammer fra en sådan aktivitet. Eller hvis handelsværdien af selskabets udlejningsejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår udgør mindst 75 % af handelsværdien af selskabets samlede aktiver.

Afkastet og værdien af aktier/anparter i datterselskaber, hvor selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 % af selskabskapitalen medregnes ikke.

 
I stedet medregnes den del af selskabets indtægter og aktiver, som svarer til ejerforholdet.


Det er i denne forbindelse vigtigt at bemærke at fast ejendom, der udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som lejer anvender i driften, ikke anses for at være et finansielt aktiv.


Successionsreglerne går ud på at virksomheder, som ikke er omfattet af ovennævnte regel kan overdrages skattefrit i levende live til børn, børnebørn, søskende, søskendes børn, søskendes børnebørn, under visse betingelser en samlever eller til en ledende medarbejder, som opfylder nogle nærmere opregnede betingelser i sit ansættelsesforhold.

Endvidere er der mulighed for at benytte successionsreglerne i forbindelse med skifte af dødsboer herunder skifte af uskiftede  boer.
Benyttes successionsreglerne indtræder erhververen i overdragerens skattemæssige stilling i enhver henseende. Det gælder således både anskaffelsessum og anskaffelsestid og eventuel afskrivninger.

Til gengæld berigtiges en del af købesummen med en passiveringspost, som udregnes på baggrund af den lavest opgjorte beregnede skat af fortjenesten i forbindelse med overdragelsen.

Passiveringsprocenten vedrørende fortjeneste på fast ejendom er 30.

Passiveringsprocenten vedrørende fortjeneste, sommer stammer fra  aktieindkomst  er 22.

Hvis grænsen for, hvornår en virksomhed skulle anses for at være en finansiel virksomhed, var blevet fastsat i overensstemmelse med regeringens oprindelige forslag til 25%, ville det have vanskeliggjort generationsskifter i alle velkonsoliderede virksomheder.
Heldigvis blev der indgået forlig med de konservative som sikrede at procentsatsen blev 50.

Loven træder i kraft for overdragelser der finder sted den 1. januar 2012 eller senere.

De nye regler finder anvendelse på dødsboer for personer der afgår ved døden den 1. januar 2012 eller senere.
Vær opmærksom på, at der er gode muligheder for at undgå ” pengetankreglen”, såfremt et generationsskifte planlægges i god tid.

Det kan ske gennem stiftelse af et holdingselskab som ejer et driftsselskab.

Dette giver mulighed for at overføre finansielle aktiver skattefrit fra driftsselskabet til holdingselskabet, således at driftsselskabet ikke længere er omfattet af ”pengetankreglen”.

En anden mulighed kan være at spalte et selskab, så det opdeles i et pengetankselskab, som ejer de finansielle aktiver og et driftsselskab, som ejer produktionsanlægget.

Tilskud til forskning og udvikling
Her er der tale om en tilføjelse til ligningsloven (virksomheders mulighed for at få udbetalt skatteværdien på 25% af underskud, der stammer fra udgifter til forskning og udvikling )

Regeringens mål med at tilbyde udbetaling på 25% af et fradragsberettiget underskud, er at stimulere forskning og udvikling.

Da virksomheder som satser på forskning og udvikling ofte vil have store omkostninger i forbindelse med udvikling af et nyt produkt, bliver der i følge lovforslaget åbnet mulighed for at selskaber og personer via en virksomhedsskatteordning kan ansøge skatteforvaltningen om at få udbetalt 25 % af underskud, der stammer fra udgifter til forsøgs og forskningsvirksomhed. Der kan for hvert indkomstår højst udbetales kr. 1.25 mio.

Sambeskattede selskaber betragtes i denne forbindelse som en samlet enhed.

Sænkning af loftet for indbetaling af ratepensioner
Lovforslaget om ændring af pensionsbeskatningsloven ( nedsættelse af loftet for fradragsberettigede  indbetalinger til ratepension og ophørende alderspension fra kr. 100.000,- til kr. 55.000,- )

Det er nu vedtaget at nedsætte loftet fra kr. 100.000,- til kr. 50.000,-.

Baggrunden for at nedsætte loftet for indbetalinger på ratepensioner er regeringens ønske om at begunstige den livslange pension. Forslaget gik oprindeligt ud på at nedsætteloftet fra kr. 100.000,- til kr. 55.000,-, men da anden del af regeringens forslag - gående ud på at fjerne pensionsselskabernes fradragsret for omkostninger til formueforvaltning -  ikke kan gennemføres før 2014, blev reglen ændret således at loftet sænkes til kr. 50.000,- for 2012 og  2013. I 2014, når fradragsretten for omkostninger til formueforvaltning bliver fjernet, er det tanken at løfte loftet til de oprindeligt forslåede kr. 55.000,-.

Vær opmærksom på at det gældende loft ikke omfatter:

  • Livsvarig alderspension
  • Ophørspension, hvorefter op til ca. 2,5 mio. kr. af fortjenesten ved afståelse af selvstændig ehvervsvirksomhed kan indskydes på en pensionsordning 
  • Pensionsordning for sportsudøvere
  • Indekspension

Ifølge gennemsnitsberegninger vil man først score en fordel ved at tegne en livsvarig pension, hvis man bliver mere end 85 år gammel.

Kontakt din Ret&Råd advokat såfremt du ønsker yderligere oplysninger.

Advokat Per Elander Rasmussen.

 

Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 01.02.2012
Oprettet: 01.02.2012
Per Elander Rasmussen

Forfatter

Per Elander Rasmussen

Indehaver/Advokat (L)

Tilmeld nyhedsbrev

Kontakt os

Ret&Råd Tommerup
Ret&Råd Fyn A/S
Tallerupvej 39
DK-5690 Tommerup

T: 70 10 11 99
F: 64 76 33 51

E-mail:
tommerup@ret-raad.dk

Lokalafdelinger:
Odense
Assens
Faaborg
Middelfart
Aarup
Tommerup