Ejer du en landbrugsejendom, eller for den sags skyld en erhvervsvirksomhed, med friværdi, bør du altid sikre dig ved ægtepagt, inden du indgår ægteskab. Det kan give store problemer for en virksomhed, hvor formuen er bundet i ejendommen, driftsmidler, driftstilbehør, besætning m.m., at du skal udbetale et beløb, svarende til halvdelen af bedriftens friværdi til din ægtefælle i forbindelse med en skilsmisse.
I værste fald kan det medføre, at du må sælge ejendommen eller virksomheden, for at fremskaffe den fornødne likviditet. Vi vil derfor ofte rådgive erhvervsdrivende, at de bør indgå en ægtepagt, før et ægteskab indgåes.
Formuefællesskab
Den almindelige formueordning mellem ægtefæller er fælleseje også kaldet formuefællesskab. Formuefællesskab medfører som udgangspunkt ligedeling, når et ægteskab opløses i forbindelse med separation og skilsmisse.
Har den ene ægtefælle en formue på kr. 1.000.000,00 og den anden en formue på kr. 2.000.000,00 bliver der ved separation eller skilsmisse kr. 1.500.000,00 til hver. Er en ægtefælles formue negativ skal gælden ikke deles.
Ægtepagter
I kan ændre den almindelige formueordning ved at oprette ægtepagt. Dette kræver at ægtefællerne:
- er enige om at oprette ægtepagt
- er enige om vilkårene
- tinglysning er en gyldighedsbetingelse
Har I først oprettet ægtepagt i ægteskabet, kræver det enighed, hvis I senere vil foretage ændringer i ægtepagten og/eller at ophæve den.
I en ægtepagt kan I aftale, hvilke genstande eller aktiver, som skal tilhøre hver ægtefælle som særeje. Det kan være bestemte genstande, for eksempel en fast ejendom (hus/sommerhus), en erhvervsvirksomhed, en del af formuen eller hele den pågældende ægtefælles formue, som skal være særeje.
Der er intet til hinder for at aftale en kombination, hvor noget er fælleseje og noget er særeje for henholdsvis den ene og den anden ægtefælle.
Hovedformålet med at oprette en ægtepagt om særeje er, at særejet holdes uden for bodelingen i forbindelse med separation og skilsmisse. Særejet skal ikke deles.
Forskellige typer særeje
Fuldstændig særeje
Fuldstændigt særeje har den ulempe, at den længstlevende ægtefælle ikke kan sidde i uskiftet bo med fællesbørn for så vidt angår det fuldstændige særeje.
Skilsmissesæreje
Skilsmissesæreje overgår pr. definition til formuefællesskab i tilfælde af død hvilket medfører, at den længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo med fællesbørn.
Kombinationssæreje
Der er også mulighed for at oprette kombinationssæreje ved, at I kombinerer reglerne om fuldstændigt særeje og skilsmissesæreje. I kan aftale, at den længstlevendes skilsmissesæreje skal overgå til fuldstændigt særeje, hvorimod førstafdødes skilsmissesæreje bliver fælleseje.
Brøkdelssæreje
I kan lade en nærmere angivet brøkdel af formuen være særeje.
Aftrapningssæreje
Særejet overgår gradvist til almindeligt formuefællesskab efter en forudbestemt tidsplan.
Som det fremgår, er der flere forskellige typer særeje, som I kan kombinere på kryds og tværs, så det næsten altid vil være muligt at skræddersy en ordning, som opfylder netop de krav og ønsker, I måtte have.
I kan naturligvis også oprette ægtepagt, efter I er blevet gift, men det forudsætter, at I er enige om at oprette ægtepagt.
Særeje for gaver og arv til børnene
I kan også bestemme særeje overfor jeres børn, hvis I giver dem en gave. Så skal de ikke dele den gave, de har fået af jer, med deres ægtefælle, hvis de på et tidspunkt skal skilles.
På samme måde kan I ved testamente bestemme, at arven skal være særeje for jeres arvinger.
Relaterede artikler
Skattefrit salg af jord
Niels Søndergaard
16-04-2009
Sælg et par hektar af din landbrugsjord til naboen og undgå skat på avancen!
Det lyder måske næsten for godt til at...
Udvikling i landbrugserhvervet
Niels Søndergaard
15-02-2009
Med udgangspunkt i betænkning nr. 1429 fra udvalget vedrørende forenkling af jordlov-givningen afgivet i juli 2003 vedtog...
Fra bopælspligt til beboelsespligt
Niels Søndergaard
18-05-2008
Landbrugsloven er blevet ændret, så folk, der køber en landbrugsejendom under 30 hektarer, ikke længere er tvunget til at...