Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at en arvelader ved testamente bestemmer, hvordan tvangsarv efter arveladeren skal fordeles ved tvangsarvingens død, hvis
1) tvangsarvingen ikke er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, jf. § 74,
2) denne tilstand må forventes ikke at være forbigående,
3) tvangsarvingen ikke efterlader sig tvangsarvinger,
4) tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente, og
5) den testamentariske disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.
Stk. 2. Testamentariske bestemmelser efter stk. 1 får kun virkning, hvis betingelserne i nr. 3 og 4 fortsat er opfyldt ved tvangsarvingens død.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse efter stk. 1.
Også før 1.1.2008 var der muligheder, men disse hvilede på en f.s.v. uskreven praksis, der gennem årene har udviklet sig i Justitsministeriet.
Problemet var - og er i en vis forstand stadig, at en udviklingshæmmet, der ikke er testamenthabil - ikke kan oprette testamente og , hvis der ikke i h.t. arveloven er arvinger til, hvad den udviklingshæmmede efterlader sig, arver staten. Dette er for nogen et stort problem, at det der efterlades går ind i det store fællesskab.
Med respekt af, at evt. testamente i h.t. arvelovens § 52 fortsat skal godkendes af Justitsministeriet, er der dog tale om en bedre retssikring for borgeren end før. Der er anledning til i tide, at lave spor og give en retning som man som bobestyrer ellers har savnet eller manglet i behandling af boer, hvor den udviklingshæmmede er afgået ved døden og hvor der ikke er arvinger i h.t. loven – andre end staten.
Der er grund til at erindre, at den udviklingshæmmede næppe i almindelighed er en formuende person. De der er det er blevet det – sjældent fordi de selv ved arbejde e.l. har tjent penge, men de har kanske arvet fra forældre eller andre – via arvelovens alm. regler eller via testamenter.
Som arvelader kan man selv ved testamente eliminere eller begrænse arven til en udviklingshæmmet, hvis det ligger en stærkt på sinde, at midler ikke ”skal den vej”.
Som det fremgår af ordteksten er lovregulering i § 52 myntet på de situationer, hvor en udviklingshæmmet er tvangsarving.
Far og mor må altså starte med at beslutte, hvad de vil – vil de begrænse arven til deres udviklingshæmmede barn må de oprette et testamente, hvor de bestemmer, hvem der skal modtage den arv, man ved testamente kan råde over – det som ikke er tvangsarv.
Efter arveloven er en ¼ af det en tvangsarving ellers ville arve tvangsarv. Far og mor skal altså lave et testamente om, hvem der skal have de ¾ dele.
Herefter skal far og mor lave et testamente som angår § 52. De skal bestemme, hvem der skal arve det tvangsarvebeløb som den udviklingshæmmede får, når arven falder. Størrelsen af dette kendes først når far og mor er væk og deres bo/boer gøres op.
I betænkningen om revision af arvelovgivningen m.v. (nr. 1473 af 2006) anføres på side 343 bl.a.: ” Justitsministeriet har således i en række tilfælde godkendt testamentariske dispositioner, hvorefter forældrene foreskriver, hvad der efter barnets død skal ske med den tvangsarv, der er tilfaldet det psykisk udviklingshæmmede barn efter forældrene. Det er en betingelse, at tvangsarven holdes adskilt fra barnets øvrige formue, således at forældrearven kan identificeres ved barnets død.”
Der er nok en grund til lige her at standse op og reflektere. Det projekt § 52 hjemler er jo et fremtidsprojekt. Det er et testamente som far og mor laver og som rækker ud over far og mors egne boer - disse boer slutter 1 – 2 år efter far/mor er afgået ved døden. Herefter lever den psykisk udviklingshæmmede måske i 10 – 20 – 30 år, for derefter at lukke sine trætte øjne. På det tidspunkt skal testamentet som far og mor lavede efter § 52 findes frem til brug på skifte. Hertil kommer, at tvangsarven efter far og mor i den mellemliggende periode ikke er blandet sammen med lottogevinster, lommepenge fra bostedet, arv fra onkel Ejnar, renter og udtrukne obligationer.
Der kan næppe være tale om en båndlæggelse af tvangsarven – der ophører når tvangsarvingen er fyldt 25 år – og den udviklingshæmmede har jo måske ikke selv den store forståelse for tingenes tilsigtede sammenhæng. Hvem skal sørge for dette.
Hertil kommer, at hvis de midler den psykisk udviklingshæmmede modtager fra far og mor ikke er testamentspenge, men midler fra kapital/rateforsikring eller livsforsikringspenge, går disse uden om boet og direkte til den begunstigede – barnet – hvis man ikke har lavet individuelle begunstigelser. Dette kan ikke ske ved testamente og § 52 er uden betydning i den sammenhæng.
Det må vel – afhænge af politisk holdning og andre afsæt - være på sin plads, at notere, at vi har fået § 52 pr. 1.1.08. og at den har en plads, men den er ikke ret stor og lidet praktisk i sin anvendelse.