Nej, det skal lejer ikke.
Den nye ejer kan heller ikke forlange, at lejer skriver under på en ny lejekontrakt.
Lejers rettigheder efter erhvervslejeloven er beskyttet selvom den ejendom, hvori lejemålet ligger, går på tvangsauktion.
Lejekontrakten vil skulle respekteres af den nye ejer og lejer har de samme rettigheder og forpligtelser som lejer hele tiden har haft. Den ny ejer indtræder som udgangspunkt i lejekontrakten som ny udlejer på uændrede vilkår. Derfor skal der heller ikke laves en ny kontrakt med mindre begge parter ønsker det og har interesse i det.
Lejer har stadig det samme opsigelsesvarsel efter erhvervslejeloven som hidtil. Hvis den nye ejer selv skal bruge lejemålet, er opsigelsesvarslet f.eks. et år, og lejer har ret til samme erstatning som hidtil efter sin kontrakt.
Men hvis lejer efter sin kontrakt har et længere opsigelsesvarsel end efter erhvervslejeloven eller har aftalt uopsigelighed i en længere periode, kan denne bestemmelse falde væk ved tvangsauktionen.
Det samme gælder andre bestemmelser, der giver lejer bedre rettigheder end efter erhvervslejeloven.
Om kontraktsbestemmelsen respekteres eller falder væk afhænger af, om bestemmelsen i lejekontrakten er tinglyst, og hvilken prioritetsstilling kontrakten har i forhold til andre hæftelser og byrder på ejendommen.
Hvis kontraktsbestemmelsen ikke bydeshjem på tvangsauktionen, bliver den slettet og falder dermed væk.
Som lejer kan man sikre sine rettigheder ved at tinglyse kontrakten, når den bliver indgået. Dog skal man være opmærksom på, hvilke hæftelser kontrakten efter sit indhold respekterer. Tinglysningen vil ikke have megen værdi for lejer, hvis kontrakten respekterer alle fremtidige lån i ejendommen.
Udlejer på den anden side vil have en interesse i, at lejers tinglysning af lejekontrakten ikke vanskeliggør fremtidige omprioriteringer eller nybelåning af ejendommen. Den endelige formulering af kontrakten vil afhænge af en forhandling mellem parterne.
Går udlejer konkurs bevarer lejer på tilsvarende vis sine rettigheder iflg. erhvervslejeloven. Giver kontrakten lejer rettigheder, der er mere fordelagtige end erhvervslejeloven, kan lejekontrakten i visse situationer konkursreguleres. Lejer kan beskytte sig herimod ved at tinglyse lejekontrakten.