Der er (næsten) ingen grænser for, hvilke gaver man kan give og til hvem. Hvis man ønsker at forære hele sin formue til fætter Olfert, kan man gøre det. En af de kedelige ting ved at forære det hele til fætter Olfert eller andre, som man ikke er i nær familie med, er bare, at modtageren skal betale indkomstskat af gaven. Hvis ikke han skulle det, kunne man være ret sikker på, at de fleste lønmodtagere ville få gaver i stedet for løn af deres arbejdsgiver.
I familieforhold er der imidlertid mulighed for at give skatte- og afgiftsfrie gaver til ægtefæller, visse samlevende, børn og børns børn, svigerbørn, plejebørn, forældre, stedforældre og bedsteforældre.
For ægtefæller er der ingen grænse for gavens størrelse.
For svigerbørn (hvis ægtefællen er i live), er grænsen kr. 20.500.
For visse samlevende, børn og børns børn, svigerbørn (hvis ægtefællen er afgået ved døden), plejebørn, forældre, stedforældre og bedsteforældre er grænsen kr. 58.700.
Hvis man giver en gave, der overstiger beløbsgrænsen, skal modtageren betale indkomstskat af gaven.
Gaven gives til |
Beløbsgrænse i 2010 |
Gaver over beløbsgrænsen |
Ægtefælle |
Ingen |
Ingen gaveafgift, ingen skat |
Afkom, stedbørn og deres afkomBarn, barnebarn, oldebarn osv |
58.700 kr |
15% |
Svigerbarn (hvis ægtefællen er afgået ved døden) |
58.700 kr |
15% |
Svigerbarn (hvis ægtefællen er i live) |
20.500 kr |
15% |
Samlever (fælles bopæl i mindst 2 år) |
58.700 kr |
15% |
Plejebarn (særlige betingelser) |
58.700 kr |
15% |
Forælder |
58.700 kr |
15% |
Stedforælder |
58.700 kr |
36,25% |
Bedsteforælder |
58.700 kr |
36,25% |
Beløbsgrænserne gælder pr. gavegiver og pr. gavemodtager. I en familie kan både far og mor altså hver give både deres datter og deres søn 58.700 kr om året uden afgift.
Hvis man ønsker at give større gaver til et familiemedlem, kan det være en fordel i stedet at oprette et såkaldt familiegældsbrev. Metoden er følgende:
Modtageren låner beløbet af giveren, på samme måde som man låner penge i banken. Modtageren får hele beløbet, for man skal ikke betale skat eller afgift af lån. Modtageren underskriver et gældsbrev, hvoraf det fremgår, at modtageren skylder pengene til giveren. Gældsbrevet kan indeholde vilkår om, at gælden ikke skal afdrages og ikke forrentes. Modtageren skylder altså pengene, men har ingen månedlige udgifter til hverken renter eller afdrag. Hvis giveren har lyst, kan giveren hvert år forære modtageren en afgiftsfri gave, og denne gave kan så bruges til at ”afdrage” på lånet. På gældsbrevet kan man notere, at der i år x er givet en afdragsfri gave på x kr, og at gælden derfor nu er nedbragt til x kr.
Det er vigtigt, at man ikke på forhånd noterer i gældsbrevet, at gælden skal afdrages hvert år med en afgiftsfri gave. Sådan et gældsbrev vil ikke blive accepteret af skattevæsenet. I princippet skal hvert års afdrag være udslag af giverens gavmildhed netop det år.
Advokat Johan Hartmann Stæger fra Ret&Råd Hvidovre udtaler:
”Mange forældre og bedsteforældre er interesserede i at forære en del af formuen til deres børn eller børnebørn. Ofte har børnene brug for hjælp til at etablere sig, og forældrene har ikke samme brug for pengene. Hvis man opretter et familiegældsbrev sparer man afgifter, både når gaven bliver givet, men også når dødsboet efter gavegiveren en dag skal behandles. Metoden er ganske lovlig. Den kræver bare, at gældsbrevet bliver formuleret korrekt.”
Eksempel
Far Hans og mor Grethe vil gerne give deres søn Knud en gave på 500.000 kr. De vil være kede af at give ham pengene på én gang som en gave, for så skal han jo betale indkomstskat af beløbet. De opretter derfor i stedet et familiegældsbrev, hvor Knud skriver under på, at han skylder sine forældre 500.000 kr. Samme dag overfører Hans og Grethe hele beløbet til Knuds bankkonto.
Da året er ved at være gået, fortæller Hans og Grethe til lille Knud, at de har besluttet at forære ham en gave, da han har været så artig. De skriver derfor på gældsbrevet, at far Hans har foræret 58.700 kr. til Knud og mor Grethe har foræret 58.700 kr. til Knud. Gælden er derfor nedbragt med i alt 117.400 kr. og udgør nu 382.600 kr. Hvis Hans og Grethe gentager denne manøvre i de kommende år, vil gælden være ude af verden på 5 år. Med denne manøvre har Hans og Grethe altså tilgodeset Knud med 500.000 kr, uden at Knud skulle betale en krone i hverken skat eller afgifter af beløbet.