Den nye forældelseslov

Dagældende regler om forældelse

Reglerne om forældelse af fordringer fandtes tidligere i Danske Lov fra 1683 , i 1908 -loven samt i særregulering i den øvrige lovgivning. Danske Lov indeholdt en generel, absolut forældelsesfrist på 20 år beregnet fra fordringens stiftelse, hvorimod 1908 -loven fastsatte en relativ forældelsesfrist på 5 år regnet fra fordringens forfaldstidspunkt.

1908 -loven var alsidig og styrede forældelsen af en række forskellige fordringer oplistet i loven. Hovedreglen gældende for størstedelen heraf var fordringens forældelse efter 5 år beregnet fra forfaldstidspunktet. Var fordringen ikke med på listen, blev den grebet af den 20 -årige absolutte forældelsesfrist nedfældet i Danske Lov 15 - 14 - 4 :

                 "Alle Gieldsbreve som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden førnævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse, eller med nyt Brev, eller Creditorens Opsigelse, eller Beskikkelse, eller Tingsvidne, ere fornyede ".

Den nye lovs anvendelsesområde

Den nye forældelseslov omfatter alle fordringer på pengegæld eller andre ydelser. Loven omfatter ca. 95 % af alle former for forpligtelser. Udtrykket "andre ydelser" referer i hovedsagen til skattekrav og familieretlige underholdskrav, men f.eks. også krav på udlevering af individuelt bestemte genstande - uanset om i øvrigt er etableret omsætningsbeskyttelse - er undergivet den nye forældelseslov.

Undtagelsen fra denne hovedregel er fordringer reguleret særskilt i anden lovgivning.   

Helt undtaget fra forældelse er krav på:

·         Undladelser

·         Pengesedler

·         Håndpanterettigheder 

·         Grundbyrder påhvilende fast ejendom

Med denne nye afgrænsning af de omfattede fordringer, etablerer loven et endnu bredere anvendelsesområde end 1908 -loven, fordi alle fordringer som udgangspunkt er omfattet.

Fristberegningen

For alle frister i loven gælder, at forældelse beregnes fra forfaldstidspunktet. Det er tidspunktet, hvor fordringshaver tidligst kan kræve fordringen indfriet, der er afgørende, og ikke tidspunktet hvor fordringen faktisk bliver krævet indfriet. På denne måde har lovgiver ønsket at signalere, at det ikke er muligt selv at bestemme starttidspunktet for beregningen af forældelsesfristen ved at undlade fakturering på det tidligst mulige tidspunkt.

Fristberegningen er ikke konsekvent gennem hele forældelsesloven. For eksempel er starttidspunktet i misligholdelsestilfælde - erstatning i kontrakt - regnet fra tidspunktet for misligholdelsen. I sager om erstatning udenfor kontrakt regnes starttidspunktet fra skadens indtræden.

Fristerne

Loven indfører en hel række nye frister. Forældelse kan nu indtræde efter 1 , 3 , 5 , 10 , 20 og 30 år. Som overvejende hovedregel etableres dog to frister: 3 år og 10 år.

Den overvejende hovedregel bliver, at fordringer på penge eller andre ydelser forfalder efter 3 år, regnet fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.

Loven indfører hertil en absolut forældelsesfrist på 10 år. Denne frist beregnes fra samme tidspunkt som 3-års fristen - altså fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve fordringen indfriet.

For visse særlige typer krav er den absolutte frist på 10 år blevet betragtet som urimeligt kort. For de oplistede krav indfører den nye forældelseslov af denne årsag andre absolutte frister. Disse udgør:

·         10 år beregnet fra den skadeforvoldende adfærds ophør

·         30 år som følge af personskade eller forurening

Hertil etableres der enkelte særlige relative forældelsesfrister, der i hovedtræk kan oplistes således:

                 5 år for

·         Lønkrav

                 10 år for

·         Fordringer for hvilke, der er udstedt gældsbrev

·         Fordringer registreret i Værdipapircentralen

·         Fordringer, der hviler på særligt retsgrundlag

·         Pengelån og ubevilgede overtræk i pengeinstitutter

·         Fordringer på pension

                 20 år for

·         Indlån i pengeinstitutter

I modsætning til den tidligere retstilstand, suspenderes forældelsen ikke længere for perioden, hvor fordringshaver var ubekendt med skyldnerens opholdssted. Fordringen forældes således efter 3 år. MEN – fra tidspunktet, hvor kendskab til skyldnerens opholdssted kunne opnås, beregnes en tillægsfrist på 1 år. Fordringshaver har derfor altid mindst 1 år til at indlede retsskridt til afbrydelse af forældelse. Dette dog aldrig ud over ovenstående absolutte forældelsesfrister.

Afbrydelse af forældelse

Forældelse kan afbrydes. Afbrydelse sker, når:

• Skyldner erkender sin forpligtelse
• Der foretages retslige skridt med henblik på
• Dom
• Påtegning af betalingspåkrav
• Voldgiftskendelse
• Bindende afgørelse
• Administrativ myndighed uden (anvendt) rekurs
• Ankenævn (når bindende for indklagede)
• Insolvensbegæring

Er der foretaget et egnet skridt til afbrydelse af forældelse, er udgangspunktet, at der starter en ny forældelsesfrist med samme længde som den afbrudte. Begyndelsestidspunkt for den nye forældelsesfrists beregnes ved:

• Erkendelse - fra erkendelsesdagen
• Særligt retsgrundlag – fra datoen for afsigelsen
• Anerkendt fordring i konkurs- eller dødsbo – fra boets afslutning
• Anmeldelse i insolvenssager – fra dagen for anerkendelsen
• Udlægsbegæring – fra fogedforretningens afslutning
• Pålæg om lønindeholdelse – fra datoen i pålægget for ophøret
• Udlæg i gældsbrev - ny 10 års frist fra datoen for udlægget

Etableres der i forbindelse med afbrydelsen et særligt retsgrundlag, konverteres den oprindelige frist uanset længden til en ny 10 års frist. Dette inklusiv opgjorte renter, men undtaget gebyrer. Det er værd at bemærke, at fogedrettens påtegning til forskel fra tidligere nu etablerer en ny frist på 10 år, idet f.eks. fogedrettens påtegning af udlæg inklusive renter efter den nye lovgivning er at betragte som et særligt retsgrundlag.

Foreløbig afbrydelse af forældelse

Formålet med foreløbig afbrydelse, er at give en ny kort frist i tilfælde af fordringshavers "uegentlige forsøg" på at etablere egentlig afbrydelse. Fører fordringshavers forsøg på afbrydelse således ikke til forlig eller realitetsafgørelse af sagen, indrømmes en yderligere frist på 1 år til at benytte sig af det korrekte retsmiddel. Reglen har kun betydning såfremt der ellers måtte være indtrådt forældelse af fordringen i processen.

Som noget nyt, etablerer begæring om isoleret bevisoptagelse efter Retsplejelovens § 343 foreløbig afbrydelse af forældelse. Forældelse indtræder derfor tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning.

Også som noget nyt bemærkes det, at "anden bindende afgørelse" (godkendt ankenævn) er et retsmiddel, hvilket nu giver fordringshaver en tillægsfrist på 1 år, beregnet fra modtagelsen af meddelelsen om afslutningen.

Renter og gebyrer

Krav på renter forældes efter 3 år. Dette uanset om fordringen i øvrigt er undergivet en længere forældelsesfrist.

Det bemærkes dog, at dom omfattende renter af en hovedstol udgør et særligt retsgrundlag. Påstandsbeløbet inklusiv rente fra tre år før sagsanlæg og indtil dommens dato er derfor undergivet 10 års forældelse. Renter påløbet efter tilvejebringelsen af særligt retsgrundlag (senere påløbne renter) er igen undergivet den almindelige forældelse på 3 år.

Retsvirkningen af forældelse

Fordringshaveren mister ved indtrædelse af forældelse sin ret til at kræve opfyldelse. Dette gælder også de accessoriske krav, f. eks. renter og gebyrer og lignende. Der dog åbnet mulighed for, at fordringshaver i visse tilfælde bevarer sin ret modregningsadgang på trods af, at effektiv betaling ikke kan kræves.

Lovens fravigelighed

Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skyldneren. Loven kan heller ikke fraviges til skade for fordringshaveren, når denne må anses for forbruger, hvilket typisk er tilfældet i krav mod forsikringsselskaberne.

Overgangsregler

Fordringer der er stiftet før, men som endnu ikke er forældede på ikrafttrædelsestidspunktet 1 . januar 2008 , er omfattet af loven. Alle retskraftige fordringer er derfor omfattet af den nye lov. Da dette kunne medføre nogle uhensigtsmæssige resultater for visse fordringer (' 06 / ' 07 ), blev det besluttet, at forældelse i overgangsperioden tidligst indtræder 1 . januar 2011 . Dette dog kun for så vidt fordringen ikke inden dette tidspunkt forældes såvel efter den nye forældelseslov som efter de hidtil gældende regler.

Skematisk kan fordringers forældelse i overgangsperioden opstilles således:

Redegørelsen er alene kort gennemgang af de nye hovedregler der ikke er tilsigtet udtømmende. Det anbefales derfor altid at søge juridisk rådgivning.

De er altid velkommen til at rette henvendelse til artiklens forfatter advokat Martin Sigsgaard.