Børn kan blive erstatningsansvarlige på samme måde som voksne. Mange er dog ikke klar over, at forældrene kan komme til at hæfte for regningen, når skaden skal gøres op. Denne særlige regel blev indført i 2009 med det formål, at motivere forældrene til at være opmærksomme på deres børns handlinger.
Ligesom voksne, kan børn blive erstatningsansvarlige for de skader de forvolder på andre personer eller ting. Det er dog en betingelse, at barnet har handlet ansvarspådragende, hvilket betyder, at barnet skal have handlet uansvarligt efter dansk rets almindelige ansvarsregel om culpa. Hændelige skader – dvs. uheld der sker, uden der er noget at bebrejde nogen - er altså ikke omfattet. Vurderingen af, om et barn har handlet culpøst, foretages med udgangspunkt i en bedømmelse af, hvordan barnet har handlet i forhold til et barn på samme alder. Man anvender i praksis en slags ”børnestandard” inddelt i alderstrin. Domstolene har dog været tilbageholdende med at pålægge helt små børn ansvar og i praksis går grænsen ved ca. 4 år.
Den skadelidte kan rejse erstatningskrav, hvis skaden har medført et økonomisk tab. Derudover kan der i visse situationer tillige rejses krav om godtgørelse for ikke-økonomisk skade, fx tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte eller varigt mén. Da barnet er den skadevoldende part, er det som udgangspunkt også barnet selv, der skal betale erstatningen til skadelidte. Efter lov om forældres hæftelse, der trådte i kraft d. 1/7 2009, hæfter forældrene dog for deres hjemmeboende børns erstatningsansvar på indtil kr. 7.500 pr. skade. Er der fælles forældremyndighed, hæfter de, der har forældremyndigheden, solidarisk. Det er for hver skade og pr. barn forældrene hæfter, dvs. hvis et søskendepar begår hærværk mod flere forskellige biler, vil forældrene kunne hæfte for kr. 15.000 pr. bil.
Hvis forældrene har en alm. ansvarsforsikring, vil denne dog oftest dække skaden, herunder også forældrenes hæftelse for de kr. 7.500. Man skal dog være opmærksom på, at ansvarsforsikringen ikke dækker, hvis barnet har forårsaget skaden med vilje, medmindre det skadevoldende barn er under 14 år.
Vores specialister indenfor personskadeerstatning har mange års erfaring og rådgiver gerne i forbindelse med en konkret ulykke, men tilbyder også generelle forsikringstjek.
Advokat Jannik Hahr Antonsen, Ret&Råd Sundhuset, Horsens
Relaterede artikler
Salg af bolig kan ske skattefrit
Torben Herrig
11-04-2013
Salg af boligen kan ske skattefrit, når blot visse forudsætninger er opfyldt, men disse forudsætninger skal til gengæld...
Personskade takster 2013
Sophie Becher
11-04-2013
Nedenfor følger de mest anvendte og gængse takster for erstatning i personskadesager, der behandles i 2013.