Lejer, har du styr på reglerne? Ret&Råd Sundhuset har!


I forbindelse med leje af bolig, oplever vi desværre ofte, at lejer og fremlejer ikke er klar over, hvilke forpligtelser og rettigheder de har, og hvad de skal være opmærksomme på, inden de underskriver lejekontrakten. Hos Ret&Råd Sundhuset rådgiver vi inden for alle aspekter af lejeloven.


Er udlejer nu også ejer af ejendommen?
En meget vigtig detalje, når du, som lejer skal underskrive en lejekontrakt, er at sikre dig, at udlejer nu også er den reelle ejer af ejendommen. Det har nemlig betydning for, hvorvidt du som lejer er beskyttet af lejeloven. Hos Ret&Råd Sundhuset har vi set flere eksempler på, at en person udgiver sig for at være ejer af ejendommen – og dermed underskriver lejekontrakten.  Er det tilfældet, står du som lejer rigtig skidt. Du kan nemlig ikke gøre krav gældende over for den reelle ejer af ejendommen, men kun over for den person, som har udgivet sig for at være ejeren og dermed ikke har nogen beføjelser i forhold til ejendommen. Derfor sørg altid for at tjekke at den, der underskriver lejekontrakten også er ejer af ejendommen.

Lejer eller fremlejer – hvad er forskellen?
De færreste ved, hvad forskellen på at være lejer og fremlejer er – og hvilken betydning, det har for de rettigheder man har. Der er imidlertid stor forskel på dine rettigheder, om du lejer eller fremlejer en bolig. 
Er du fremlejer, betyder det, at du lejer boligen af én, som i forvejen lejer ejendommen. Du skal i det tilfælde være opmærksom på, at du ikke er beskyttet af lejeloven i samme omfang, som den direkte lejer.

Mulighederne for at opsige lejemålet fra udlejers side er begrænsede
Lejeloven har bl.a. til hensigt at begrænse udlejers mulighed for at opsige lejemålet uden en gyldig grund. Så medmindre man har indgået en lejekontrakt for en tidsbegrænset periode – og i øvrigt følger de i kontrakten fastsatte forpligtelser, lejer man boligen på ubegrænset tid med et opsigelsesvarsel fra lejers side på 3 måneder.

Har man derimod indgået en tidsbegrænset lejekontrakt, skal man være opmærksom på, at man som hovedregel ikke kan komme ud af lejemålet før periodens udløb. Det almindelige opsigelsesvarsel på 3 måneder gælder altså ikke for denne type lejemål.

I hvor stort omfang er lejer forpligtet til at vedligeholde boligen?
Ifølge lejeloven er lejer kun forpligtet til at vedligeholde boligens nøgler og låse, hvis ikke andet er anført i lejekontrakten. Oftest er lejer dog ifølge lejekontrakten forpligtet til at forestå den indvendige vedligeholdelse – som i de fleste tilfælde består i at male og tapetsere, hvis det er nødvendigt. I visse tilfælde er forpligtelserne mere vidtgående – og her skal man som lejer være opmærksom på, hvad man skriver under på – og dermed forpligter sig til.

Vedligeholdelsesforpligtelsen har betydning for opgørelsen, når du fraflytter lejemålet.  Mange udlejere noterer i lejekontrakten, at boligen er nyistandsat ved indflytning, også selvom den ikke er det. Hvis du ikke er opmærksom på dette ved underskrivelse af en lejekontrakt med en udvidet vedligeholdelsespligt, risikerer du dermed at forpligte dig til at aflevere boligen nyistandsat, selvom du ikke modtog ejendommen i den stand – med de økonomiske konsekvenser, det vil få for dig.

Fraflytning
Når lejer fraflytter lejemålet, vil udlejer og lejer typisk gennemgå lejemålet sammen med henblik på at afgøre, hvad der evt. skal laves. Udlejer er som udgangspunkt forpligtet til, inden for 14 dage efter fraflytning at informere lejer om, hvad denne er forpligtet til at istandsætte. Er du som lejer ikke enig i udlejers opgørelse, kan du i første omgang gå til huslejenævnet. Er du ikke enig i den afgørelse Huslejenævnet kommer frem til, kan du kontakte Ret&Råd Sundhuset.

For yderligere information, kontakt advokat Morten Bünemann Dalsgaard.

Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 17.04.2012

Kontakt os!

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med Ret&Råds nyhedsbrev.


Advokat Morten Bünemann Dalsgaard