Har du styr på ligestillingslovene


Klager indbragt for Ligebehandlingsnævnet kan blive dyrt for arbejdsgiveren. I et stigende antal sager har nævnet idømt arbejdsgiveren at betale en betydelig godtgørelse på baggrund af en overtrædelse af ligestillingslovene. Arbejdsgivere kan her nemt komme galt af sted og opfordres derfor til, at være ekstra opmærksomme på dette område.

Ligebehandlingsnævnet er et administrativt, uafhængigt klageorgan, der gratis behandler sager vedrørende overtrædelse af ligestillingslovene, herunder især ligebehandlingsloven og lov om forbud mod forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet kan træffe afgørelse i sager om forskelsbehandling og diskrimination indenfor arbejdsmarkedet pga. bl.a. køn, hudfarve, alder og religiøs, national og etnisk oprindelse. Derudover behandler nævnet også sager om forskelsbehandling udenfor arbejdsmarkedet pga. køn og etnisk oprindelse.
Nævnet udgør således et gratis alternativ til domstolene og kan idømme arbejdsgiveren at betale en økonomisk godtgørelse til den forurettede. Det er ikke nogen betingelse, at der er lidt et økonomisk tab, idet godtgørelsen kan ikendes alene på baggrund af den krænkelse, der har fundet sted. Godtgørelsen fastsættes efter en konkret vurdering. Efterleves nævnets afgørelse ikke, har nævnet pligt til – på foranledning af den forurettede – at indbringe sagen for domstolene.

Med oprettelsen af Ligebehandlingsnævnet, er det altså nu blevet langt lettere at få behandlet klager over forskelsbehandling. Dette understreger nødvendigheden i, at virksomheder er opmærksomme på at overholde ligestillingslovene i forhold til deres medarbejdere og ansøgere til stillinger.
I de senere år har der været talrige eksempler på, at fravalgte kandidater har kontaktet arbejdsgiveren med henblik på, at få en konkret begrundelse fra fravalget. På en velmenende måde, har arbejdsgiveren udtalt sig om baggrunden for fravalget, for på den måde at hjælpe kandidaten videre i sin jobsøgningsproces. Har arbejdsgiveren udtalt sig det mindste uheldigt i denne sammenhæng, er han efterfølgende blevet indklaget til Ligebehandlingsnævnet, idet den fravalgte ansøger har optaget telefonsamtalen. Dette var bl.a. tilfældet i en afgørelse fra 2010, hvor en fravalgt ansøger kontaktede arbejdsgiveren telefonisk, med henblik på at få en begrundelse for afslaget. Arbejdsgiveren præciserede under denne samtale, at man havde lagt vægt på, at den pågældendes engelskkundskaber ikke var ligeså gode som hos de øvrige kandidater. På en direkte forespørgsel bekræftede arbejdsgiveren, at det forhold at ansøgeren talte med østeuropæisk accent, var tillagt betydning for afslaget. Der forelå således indirekte forskelsbehandling og arbejdsgiveren blev idømt at betale en godtgørelse på kr. 25.000 til den fravalgte kandidat.
Som arbejdsgiver skal man altså være meget opmærksom på at overholde ligestillingslovene, da man ellers kan blive mødt med et betydeligt godtgørelseskrav. Om nødvendigt, må man give en så enkel og standardmæssig begrundelse som muligt. Bliver man efterfølgende kontaktet af en fravalgt ansøger, må man ligeledes være meget omhyggelig med ikke at give nogen konkret begrundelse for fravalget.
Er du i tvivl om reglerne i ligestillingslovene, så kontakt din lokale Ret&Råd advokat.

Advokat Jannik Haahr Antonsen

Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 17.05.2012
Oprettet: 24.09.2010
Jannik Haahr Antonsen

Forfatter

Jannik Haahr Antonsen

Partner/Advokat (H)

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med Ret&Råds nyhedsbrev.


Kontakt os!