Nyt om Tilstandsrapporter og Ejerskifteforsikring


Boligkøbere kan se frem til en forbedret tilstandsrapport og dermed en større viden og sikkerhed om den ejendom som de skal købe. Fra og med den 1. maj 2012 skal huseftersynet nu tillige omfatte en elinstallationsrapport, og dækningen på en standard ejerskifteforsikring udvides til også at omfatte ulovlige El-installationer samt VVS-installationer.

De samlede ændringer burde give en bedre balance mellem købers og sælgers fordele ved at anvende huseftersynsordningen, idet både køber og sælger nu kommer til at dele udgifterne til den merpris som en el- og vvs-dækning på ejerskifteforsikringen vil medføre, og som de begge kan have interesse i.


De væsentligste ændringer:

Tilstandsrapporten
Som noget nyt skal den byggesagkyndige nu medtage ejendommens VVS-installationer, omfattende varme-, ventilations- og sanitetsinstallationerne og tilstandsrapporten kommer til at indeholde oplysning om restlevetid for ejendommens tag og de dele der indgår i denne konstruktion. Derudover skal der udleveres en generel hustypebeskrivelse sådan at køberne får information, om hvorledes den pågældende hustype normalt er konstrueret.

Ny el-installationsrapport
Ejendommens elinstallationer skal gennemgås af en aut. El-installatør, og der udarbejdes en rapport, som afklarer om ejendommens elinstallationer er lovlige og funktionsdygtige. Rapporten skal udleveres til køber sammen med tilstandsrapporten, hvorved sælger som noget nyt fritages for ansvaret for ulovlige installationer. Hvis den aut. El-installatør har overset nogle fejl ved installationen, så har elinstallatøren, ligesom den byggesagkyndige, et ansvar i 5 år fra rapportens udarbejdelse.

Sælgeroplysningerne
De spørgsmål en sælger skal besvare kommer nu til at omfatte funktionsdygtigheden af ejendommens el- og vvs-installationer, herunder termostater, afløb m.m.

Bedre ejerskifteforsikring
Standarddækningen på ejerskifteforsikringen bliver bedre på en række områder og kommer bl.a. til at omfatte dækning for ulovlige el- og vvs-installationer og funktionsfejl. Det har hidtil været køber der har skullet tilvælge og betale for denne udvidelse af ejerskifteforsikringens dækningsomfang. Med denne ændring får sælger altså den fordel, at han bliver fritaget for at hæfte for ulovlige el- og vvs-installationer. Derudover vil forsikringsselskaberne forsøge at skabe mere klarhed om, hvad der dækkes og hvad der ikke dækkes på forsikringen.

Måling af fugt

I 2013 vil den byggesagkyndige tillige skulle måle for fugt og dermed lokalisere betingelser for forekomsten af skimmelsvampe.
Ændringerne i ”lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom” træder i kraft den 1. maj 2012.

 

Skrevet af boligmægler Inge Lindeer, Ret&Råd hinnerup.

Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 22.05.2012
Oprettet: 16.04.2010

Kontakt os

Ret&Råd Hinnerup
Storegade 6
DK-8382 Hinnerup

T: +45 87 64 11 11
F: +45 86 91 17 00

E-mail:
hinnerup@ret-raad.dk

CVR: 10956234

Ejendomshandel i Danmark og udlandet
Inge Lindeer

Forfatter

Inge Lindeer

Koebermaegler