Højesteret har i en dom fra 15. november 2011 anerkendt, at den måde, som en kommunal institution opsagde en medarbejder på, var så uforsvarlig, at medarbejderen var berettiget til erstatning.

Medarbejderen havde igennem en længere periode været sygemeldt, men var indkaldt til at deltage på en personaleweekend, hvor arbejdsmiljøet på arbejdspladsen skulle drøftes.

Under personaleweekenden drøftede alle kollegaerne, på ledelsens opfordring og sammen med en supervisor, den pågældende medarbejders sygefravær i plenum, og kollegaerne fik hver især mulighed for at tilkendegive deres utilfredshed med medarbejderens sygefravær, mens denne var til stede.

Herefter afholdt arbejdspladsens ledere et internt møde og meddelte umiddelbart efter medarbejderen, at hun var opsagt.

Medarbejderen havde forudgående lidt af psykiske gener, som blev betydeligt forværret efter episoden.

Det blev gjort gældende, at arbejdsgiveren var ansvarlig for dette, idet generne var opstået som en direkte konsekvens af den måde, fyringen havde fundet sted på. Arbejdsgiveren afviste, at fyringen var eller kunne være årsagen til disse.

Højesteret kom frem til, at forløbet omkring fyringen måtte anses for så uforsvarligt, navnlig henset til, at arbejdsgiveren måtte være bevidst om at medarbejderen befandt sig i en psykisk anspændt situation, at arbejdsgiveren blev dømt erstatningsansvarlig for de gener og lidelser, som medarbejderen havde fået af forløbet.

Afgørelsen er vigtig, idet forudgående praksis på området typisk har stillet meget høje krav til de omstændigheder, som kunne berettige en psykisk arbejdsskade. Som oftest har der skullet været tale om egentlig vold eller trusler og chikane af et vist omfang, før arbejdsgiveren er blevet holdt erstatningsansvarlig for psykiske skader.

Med afgørelsen synes der imidlertid nu at være åbnet op for, at en bredere kreds af psykiske påvirkninger på arbejdspladsen kan føre til erstatningsansvar for psykiske arbejdsskader.
Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 23.05.2012
Oprettet: 11.03.2011

Kontakt os

Ret&Råd Hillerød
Advokatfirmaet Scheibel
Torvet 4
3400 Hillerød

T: 48 26 01 50
F: 48 24 03 55

E-mail:
hilleroed@ret-raad.dk

CVR: 26474574