Betalingspåkrav blev indført i januar 2005, da 'den forenklede inkassoproces' trådte i kraft. Processen medførte, at man for krav på under 50.000 kr. kunne benytte et betalingspåkrav i stedet for en egentlig stævning.

Ved at indlevere et betalingspåkrav gøres processen enklere på den måde, at sagen behandles mere formløst i fogedretten, og der kan automatisk iværksættes fogedforretning på baggrund af betalingspåkravet.

Forhøjelse af beløbsgrænsen

Beløbsgrænsen for betalingspåkrav er med virkning fra 1. oktober 2011, blevet forhøjet fra 50.000 til 100.000 kr.

Beløbet vedrører kravets hovedstol, og der skal således ikke medregnes renter, rykkergebyrer, inkassoomkostninger med mere.

Med ændringen af beløbsgrænsen fra kr. 50.000 til kr. 100.000 kr., åbner man op for, at endnu flere ubestridte krav kan blive tvangsfuldbyrdet, uden først at skulle gennem den civilretlige behandling.

Herudover gælder der de samme krav til proceduren som hidtil - nemlig at der skal være tale om et forfaldent pengekrav, og fordringshaveren må ikke forvente, at skyldneren har indsigelser eller modkrav.

Småsagsprocessen

Med indførelsen af småsagsprocessen i 2008 forsøgte man at fjerne nogle af de tunge retsskridt, som den almindelige stævningsprocedure medfører, samt at minimere omkostningerne for private ved at føre civile sager med en sagsgenstand på højst 50.000 kr.

Indenfor småsagsprocessen skal retten således agere advokat for begge parter, og de sagsomkostninger, som den tabende part kan blive pålagt at betale, er kraftigt begrænset i forhold til almindelige retssager.

Beløbsgrænsen i småsagsprocessen er uændret, og disse regler kan derfor stadig kun anvendes for krav på op til 50.000 kr. på trods af ændringen vedrørende betalingspåkrav.

Vær forsigtig ved beløb over 50.000 kr.

Selvom der nu er åbnet op for, at der kan indleveres betalingspåkrav for større beløb end 50.000 kr. kan det give anledning til væsentlige problemer, hvis skyldner gør indsigelser mod kravet.

I så fald overføres sagen fra fogedretten til civilretten og behandles som en almindelig retssag - og da kravet er større end 50.000 kr. vil den ikke være omfattet af småsagsprocessen.

For private kan det betyde, at man fra den ene dag til den anden pludselig befinder sig midt i en regulær retssag, og risikerer at skulle betale fulde sagsomkostninger, og at få påbud om at antage advokat.

Det bør derfor - uanset ændringen af beløbsgrænsen - altid overvejes at drøfte sagen med en advokat, inden der indleveres større betalingspåkrav.

Kontakt

Spørgsmål og henvendelser vedrørende betalingspåkrav eller inkasso i øvrigt kan rettes til advokat Bjørn Elling eller advokat Esben Skjernov.

Ret&Råd Hillerød | Forhøjelse af beløbsgrænse for betalingspåkrav
Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 22.05.2012
Oprettet: 11.10.2011

Kontakt os

Ret&Råd Hillerød
Advokatfirmaet Scheibel
Torvet 4
3400 Hillerød

T: 48 26 01 50
F: 48 24 03 55

E-mail:
hilleroed@ret-raad.dk

CVR: 26474574