I et sædvanligt entrepriseforløb opstår der ofte behov for at foretage ændringer i den oprindelige entrepriseaftale, særligt vedrørende arbejdets omfang, hvilke arbejder der skal udføres, hvilke materialer der skal benyttes og inden for hvilken tidsfrist arbejdet skal udføres. Hvordan aftales sådanne ændringer og ekstraarbejder, hvilke krav er der til aftalesedler, og hvad er konsekvensen af manglende aftalesedler? Disse spørgsmål besvares i nærværende artikel.
Aftalegrundlaget og brugen af AB92:
Der er meget ofte i entrepriseaftale indført en bestemmelse som fastslår, at alle ekstraarbejder skal aftales skriftligt ved aftalesedler mellem bygherren og entreprenøren.
AB92 er et sæt standardbetingelser, som kan benyttes ved indgåelse af entrepriseaftaler. For at AB92 er gældende mellem bygherren og entreprenøren, skal det særskilt aftales mellem parterne. AB92 benyttes i de fleste større entrepriseaftaler.
I AB92 § 14 er bestemt følgende vedrørende ekstraarbejder og brugen af aftalesedler:
” §14: Bygherren kan forlange ændringer i arbejdets art og omfang, når ændringen har naturlig sammenhæng med de aftalte ydelser. Entreprenøren har ret til at udføre sådanne ændringer, medmindre bygherren påviser særlige forhold, der begrunder, at bygherren lader andre udføre arbejdet.
§ 14, stk. 2: Bygherrens krav om ændring skal fremsættes skriftligt. Det samme gælder parternes eventuelle krav om forandringer i aftalen med hensyn til pris, tid og sikkerhed som følge af ændringen. Der træffes snarest skriftlig tillægsaftale om ændringen. Forhandlinger herom må ikke medføre forsinkelse af arbejdets udførelse”.
Udgangspunktet i entrepriseaftaler er dermed meget ofte, at aftalesedler er en forudsætning for, at der kan og skal udføres og betales for ekstraarbejder.
I aftalesedlerne bør medtages hvilke arbejder der skal udføres, hvilke materialer der skal benyttes, honoraret for arbejdets udførelse, samt tidspunktet for arbejdets udførelse.
Aftale om ekstraarbejder:
For at entreprenøren kan kræve betaling for ekstraarbejder, er det i sagens natur en forudsætning, at arbejdet ikke er omfattet af den oprindelige entrepriseaftale, herudover er det et krav, at arbejdets udførelse er aftalt med bygherren, eller har været nødvendigt at udføre.
Det beror på en konkret fortolkning af entrepriseaftalen at fastslå, om der er tale om arbejde, som er omfattet af entrepriseaftalen, eller der er tale om ekstraarbejder, som entreprenøren kan kræve særskilt betaling for.
Hvis der er uklarheder i aftalegrundlaget, har entreprenøren pligt til at spørge bygherren om, hvordan denne ønsker arbejdet udført.
Byggemødereferater spiller udover aftalegrundlaget en stor rolle ved vurderingen, og det er derfor meget vigtigt som entreprenør at medtage drøftelser om ekstraarbejder mv. i byggemødereferaterne.
Manglende aftaleseddel:
AB92 § 14 om skriftlighed samt andre bestemmelser om, at der kræves aftalesedler vedrørende ekstraarbejder, betragtes alene som en bevisregel. Det vil sige, at selvom der ikke er udfærdiget og underskrevet aftalesedler, vil entreprenøren under visse betingelser kunne kræve betaling for ekstraarbejder. Entreprenøren skal dog bevise, at der er indgået aftale om, at arbejdet skal udføres, og at bygherren skal betale herfor.
Et eksempel herpå kunne være, at parterne tidligere i byggeriet har aftalt ændringer, som er godkendt og betalt af bygherren uden brug af aftalesedler. I sådanne situationer vil entreprenøren kunne kræve betaling for ekstraarbejder, hvis alle andre betingelser er opfyldt – herunder at kunne bevise aftalen med bygherren om arbejdets udførelse.
Det vil altid bero på en konkret vurdering, om der kan kræves betaling for ekstraarbejder. Hvis du som bygherre eller entreprenør har spørgsmål til, om der skal ske betaling for ekstraarbejder, kan advokat Jonas Schultz Thygesen kontaktes for drøftelse af din konkrete sag.