Historien bag Ret&Råd Advokaterne Haderslev

Ret&Råd Advokaterne Haderslev består af Gram & Witt I/S der blev etableret 1. januar 1998.

Firmaet har aner tilbage til den 7. juli 1922, da landsretssagfører Andreas Thulstrup etablerede sig som sagfører og notar i Haderslev.

Lrs. Thulstrup var student fra Haderslev i 1916, studerede jura i Heidelberg, Kiel og Berlin og fik referandareksamen i Kiel i 1919, hvorefter han blev sagfører og notar i 1922 med ret til at kalde sig landsretssagfører siden 1923.
Lrs. Thulstrup blev desuden konsulent i det midlertidige ministerium for sønderjyske anliggender og medlem af forskellige udvalg til forberedelse af dansk rets indførelse i Sønderjylland 1919. Den politiske interesse betød også, at lrs. Thulstrup i 1925 blev medlem af Haderslev byråd og magistrat og borgmester fra 1929 til 1946.

Efter landsretssagfører Thulstrups død i januar 1955 blev sagførervirksomheden overtaget af landsretssagfører Eiler Andersen. Eiler Andersen havde forinden været fuldmægtig i 5 år dels i Finansministeriet dels hos lrs. Thulstrup. Også lrs Eiler Andersen fik ret til at titulere sig landsretssagfører i 1954.

Ligesom lrs. Thulstrup var lrs. Eiler Andersen engageret i politik og som sådan medlem af Haderslev Byråd fra 1958 – 1966. Derudover engagerede lrs. Eiler Andersen sig både i advokatorganisation og i uddannelse og var i den sammen-hæng medlem af såvel den lokale advokatkreds-bestyrelse som af Advokatnævnet i perioder fra 1966 – 1977 ligesom han i 23 år var Formand for Bestyrelsen i Haderslev Handelsskole.

I 1971 blev advokat Jørn Rubak partner med lrs. Eiler Andersen og samarbejdet varede til 1993. Advokatfirmaet etablerede et samarbejde med andre sønderjyske advokatfirmaer under navnet Judica Advokaterne og advokat Anne Vibeke Gregersen, Haderslev blev partner. Eiler Andersen er fortsat tilknyttet advokat-firmaet og aktiv som advokat – dog på nedsat tid.

Sven Brouer Seedorff startede sin advokatkarriere i 1979 i Gråsten, hvorefter han siden 1986 har været selvstændig advokat i Aabenraa. Fra 1. januar 2008 tiltrådte han hos Ret&Råd Haderslev, hvor han har videreført sine specialer indenfor person – og familieret med et betydeligt antal sager om forældremyndighed og separation/skilsmisse/bodeling. Rådgivning inden for ejendomshandel, samt behandling af civile retssager og straffesager er ligeledes Sven Brouer Seedorffs interesseområde. Endvidere behandler Sven Brouer Seedorff gældssaneringssager som Skifterettens medhjælper, ejendomshandler og straffesager. I en årrække har Sven Seedorff desuden været formand for BANKRÅDET i Nordea, Åbenrå og medlem af Bankforum i Nordea Danmark.

Jonas Schultz Thygesen er tiltrådt 1.juni 2010 for at supplere firmaet indenfor entreprise- og landbrugsret. Jonas er desuden særligt engageret i Genforenings- og Grænsemuseet, Christiansfeld.

Erik Gram startede sin advokatkarriere i Sønderborg i 1978 og kom i 1983 til Eiler Andersens firma i Haderslev, hvorefter han startede eget firma i Haderslev pr. 1. januar 1985. Erik Gram blev kendt i håndværker – og entreprenørbranchen, ligesom det blev til en del år i bestyrelsen for Handelsstandsforeningen. Desuden afløste Erik Gram i 1986 Eiler Andersen som formand for Haderslev Handelsskole og har foruden i miljø – og entrepriseret engageret sig i forvaltningsretlige forhold.
Også sager om udbud i bred forstand og rådgivning vedr. forsyningsvirksomheder er blevet et vigtigt område med fortsat udvikling. I takt med samfundsudviklingen er sagerne om offentlig ret i det hele taget blevet stadig flere og mere komplekse, og føres såvel for Landsretterne, Højesteret og for EU Domstolen. Erik Gram er tilknyttet Dansk Selskab for Miljøret, Faggruppen for Erhvervsejendomme og Entreprise under Danske Advokater og Danske Dødsboadvokater.

Claus Witt tilførte i 1995 firmaet en betydelig erfaring på området med privat-rådgivning – især indenfor lejeret og handel med fast ejendom. Claus Witt har endvidere i en årrække udviklet firmaets engagement i lokale erhvervsforhold og har siden 2005 været formand for Handelsrådet i Haderslev. Claus Witt har også lagt en betydelig arbejdsindsats i Advokatsamfundet, hvor han i årene 2005 – 09 har været medlem af Advokatrådet. 2010 er Claus Witt indtrådt i bestyrelsen for Haderslev Handelsskole samtidig med Erik Grams udtræden.

Pr. 1. januar 1999 fusionerede Gram & Witt og lrs. Eiler Andersen’s tidligere advokatfirma og indtrådte i 2005 i Ret&Råd kæden.

Ret&Råd Haderslev fortsætter den hidtidige udvikling med udvikling af specialer. Vor filosofi er og vil fortsat være, at vi skal videreuddanne os og arbejde med netop de kompetencer, som vi hver især har.

Se en video om hvordan det er at være medlem af Ret&Råd:

Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 20.01.2012
Oprettet: 08.06.2008

Log ind

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med Ret&Råds nyhedsbrev.