Ny dom om niveauet for vederlag og erstatning i sag om krænkelse af ophavsret


I 2004 markedsførte Tiger-forretningerne i Danmark 3 produkter, en hundeskål, en opvaskebørste og et skohorn, som efter Sø- og Handelsretten opfattelse var nærgående efterligninger af en anden producents tilsvarende produkter.

Den anden producent havde fået nedlagt fogedforbud mod Tiger-forretningernes fortsatte salg af produkterne, men inden fogedforbuddets nedlæggelse havde Tiger-forretningerne alligevel nået at sælge omkring 50.000 eksemplarer af produkterne. Fogedforbuddet var siden hen blevet stadfæstet af Østre Landsret.

I den efterfølgende retssag i Sø- og Handelsretten skulle det afgøres, om Tiger-forretningerne havde overtrådt såvel markedsføringsloven som ophavsretsloven og i givet fald hvilket beløb den anden producent skulle have i vederlag og erstatning for krænkelsen.

Sø- og Handelsretten fandt, som nævnt, at der forelå en nærgående og tilstræbt efterligning, og at der derfor forelå en krænkelse af ophavsretsloven. Herefter tog Sø- og Handelsretten ikke stilling til spørgsmålet om krænkelse af markedsføringsloven.

Ved fastsættelsen af vederlag og erstatning lagde Sø- og Handelsretten blandt andet vægt på, at Tiger-forretningerne havde fortrængt den anden producent fra markedet, og at Tiger-forretningernes salg måtte antages at have skadet den anden producents markedsposition, hvorfor Sø- og Handelsretten samlet tilkendte den anden producent et vederlag og en erstatning på kr. 300.000.

Sø- og Handelsrettens afgørelse blev anket til Højesteret. Højesteret skulle udelukkende tage stilling til størrelsen af vederlaget og erstatningen.

Højesteret nedsatte vederlag og erstatning til samlet kr. 200.000 under henvisning til, at den anden producent udelukkende havde haft et ganske begrænset salg i Danmark inden Tiger-forretningernes lancering af produkterne, hvorfor den anden producent ikke skulle have godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Når vederlaget og erstatningen på trods af dette blev fastsat til kr. 200.000 skyldtes dette, at Højesteret vurderede, at Tiger-forretningernes salg af de nærgående efterligninger i væsentligt omfang må antages at have skade den anden producents fremtidige afsætningsmuligheder.

På baggrund heraf kan det konkluderes, at selvom erstatnings- og vederlagsniveauet ikke er helt så højt, som de krænkede parter kunne ønske sig, så er vederlags- og erstatningsniveauet alligevel så højt, at det ikke kan betale sig at lukrere på andres gode ideer og succeser – man er nødt til at skabe sine egne.

Har du problemer med, at dine konkurrenter går for tæt på dine produkter, så kontakt os for en juridisk bedømmelse af problemstillingen.

Kontakt Advokat (H) Wivi H. Larsen  ang. varemærkeret - whl.@ret-raad.dk

Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 04.07.2011
Oprettet: 10.08.2009
Wivi H. Larsen

Forfatter

Wivi H. Larsen

Indehaver/Advokat (H)

Forretningskendetegn

Er dine forretningskendetegn ordentligt beskyttet?