I disse krisetider er det fristende for en virksomhed at undlade ansættelser med faste udgifter og forpligtelser - og i stedet vælge at lave en samarbejdsaftale, så medarbejderen bliver selvstændig.
Fordelene er åbenlyse: Det er nemt at komme af med sådan en person, og de skal kun have betaling, hvis de opnår resultater.
Pas på med det. Det kan blive dyrt for virksomheden, hvis "samarbejdspartneren" reelt stadig fungerer som en ansat og ikke som en selvstændig.
Dels vil fagforeningen kunne sige, at den pågældende har været funktionær og skal have løn under ferie, funktionærlovens opsigelsesvarsler skal overholdes, løn udbetales i opsigelsesperioden, selvom den pågældende ikke har arbejdet for virksomheden og betales godtgørelse for usaglig afskedigelse osv.
Dvs. alle funktionærlovens beskyttelsesregler kommer til at gælde for personen.
Dels vil SKAT kunne sige: ”I skulle have trukket kildeskat af udbetalingerne. Den, der har fået pengene, har ikke betalt skat af dem og har i dag heller ingen penge at betale med. Så kære arbejdsgiver. Du er ansvarlig for at betale kildeskatten, så nu må du betale dem (en gang til), og så kan du selvfølgelig bagefter prøve at få dem tilbagebetalt.
Hvad skal der til for at en person er selvstændig, f.eks. en sælger eller en vognmand?
Arbejder personen kun for een virksomhed, er undergivet daglig instruktion fra dén virksomheds ledelse og får betalt sine udgifter til kørsel, telefon mm. af virksomheden, vil personen blive anset for at være ansat og ikke selvstændig.
Har personen sin egen bil, sit eget regnskab, tilrettelægger sin egen arbejdsdag og har flere kunder, så er personen selvstændig.
Det er en ganske svær og altid meget konkret vurdering.