Når forældre bliver separeret/skilt eller flytter fra hinanden, ophører den fælles bopæl og dermed det fælles grundlag for forsørgelse af eventuelle børn. Det afgøres af parterne, Statsforvaltningen eller Retten, hvor barnet skal bo, og den forælder, der har barnet boende (bopælsforælderen), vil som udgangspunkt være praktisk ansvarlig for forsørgelsen.
Som det fremgår af bekendtgørelse af lov om børns forsørgelse § 13, har forældre med fælles forældremyndighed begge pligt til at sørge for mad, tøj og dagligdags fornødenheder samt betaling af institution/fritidsordning, fritidsaktiviteter mv. Denne forpligtelse reguleres i praksis på en af følgende måder:
Bidragsbetaling:
Enten konverteres den fælles forsørgelsespligt for den forælder, der ikke har barnet boende, til et bidrag der fastsættes og betales efter de gældende takster ud fra antal af børn under 18 samt parternes indtægter. Størrelsen af børnebidraget reguleres hvert år pr. 1. januar.
I 2012 udgør normalbidraget pr. måned kr. 1.228, sammensat af et grundbeløb på kr. 1.087 samt et tillæg på kr. 141. Hertil kommer reguleringer for forhøjet indkomst, hvor der pålægges en procentvis forøgelse.
De vejledende indkomstbeløb for 2012 kan ses på Familiestyrelsens hjemmeside, jfr. http://www.familiestyrelsen.dk/skilsmisse/bidrag/boernebidragssatser2012/
Når bidraget er fastsat, betales dette til udligning af alle udgifter på barnet. Den forælder, der ikke har barnet boende har dermed konverteret sin forsørgelsespligt til en fast bidragsbetaling, og skal derfor ikke betale yderligere til bopælsforælderen - medmindre andet aftales. Dog skal omkostninger i forbindelse med samvær dækkes af samværsforælderen.
Udgiftsfordeling:
Ønsker den forsørgelsespligtige forælder at afholde sin halvdel af de faktisk opgjorte forsørgelsesudgifter – i stedet for at betale bidrag - kan der vælges en udgiftsfordeling i stedet.
Praktisk set er denne model mere besværlig at administrere, da forældrene forudsættes at være i løbende dialog omkring udgiftskrævende beslutninger – og afregning af disse.
Mange betragter dog denne løsning som den mest retfærdige, da det dermed sikres, at hele forældrebetalingen går til forsørgelse af barnet, herunder indkøb af tøj, møbler og lignende – hvilket i de fleste tilfælde er bedst for barnet. Det er dog afgørende, at der er basis for et samarbejde mellem forældrene ved valg af denne model.
Udgiftsfordelingen vil ofte være en billigere løsning for den bidragspligtige i tilfælde, hvor der er stor indtægtsforskel mellem forældrene. Dette naturligvis ud fra, at den mindre bemidlede forælder naturligt vil påvirke udgiftsniveauet i nedadgående retning, således at begge parter hver især har mulighed for at dække deres halvdel af forsørgelsesudgifterne.
Denne model giver begge forældre mulighed for at påtage sig ”egne” udgifter i forhold til barnet, som de selv har besluttet at dække, uden at den anden forælder dermed skal betale.
Et eksempel kunne være mors tilvalg og betaling af svømmeundervisning, hvor far ikke ønsker at dække denne ekstraudgift samtidig med øvrige fritidsaktiviteter.
Det forekommer, at der er problemer med betaling mellem parterne uanset om der er tale om et aftalt beløb eller et fastsat bidrag. Det er derfor afgørende, hvordan aftalen om dækning af udgifter til børnene indgås i forbindelse med samlivsophævelsen, ligesom der i visse tilfælde kan ske ændringer i bidragspligt mv. på grund af indtægtsændringer eller hensyn til barnets tarv.
Rådgivning omkring aftaleindgåelse og udgiftsfordeling vil derfor indgå i advokatens behandling af bodelingen i øvrigt.