Husk at give virksomheden et serviceeftersyn


Selvom virksomheder adskiller sig en del fra biler og oliefyr, har virksomheder også brug for et løbende serviceeftersyn. Et løbende eftersyn kan spare virksomheden for store udgifter til større ”reparationer” senere hen.

Som virksomhedsejer er det derfor en god ide at have en politik for, hvornår man gennemgår sin virksomhed og dennes aftaler og kontrakter, så man sikrer, at disse i videst mulige omfang afspejler virksomhedens aktuelle situation og gældende lovgivning.

Ud over, at det bliver nemmere at drive virksomheden, vil en virksomhed, der har styr på sine aftaler og kontrakter, typisk opnå en højere pris i tilfælde af et eventuelt salg eller generationsskifte.

Af vigtige aftaler og kontrakter, der regelmæssigt bør gennemgås, kan blandt andet nævnes:

  • Selskabsform – har virksomheden stadigvæk den rette selskabsform eller er det eks. tid til at omdanne virksomheden til et aktie- eller anpartsselskab, etablere datterselskaber, fusionere, etablere holdingselskab ?
  • Vedtægtsforhold – afspejler vedtægterne virksomhedens aktuelle situation og opfylder nugældende selskabslovgivning?
  • Organisation og ledelsesstruktur – er virksomheden organiseret hensigtsmæssigt og har virksomheden stadig den rette ledelsesstruktur?
  • Risikoafdækning – har virksomheden etableret de nødvendige arbejdsgange for at sikre fornøden risikoafdækning?
  • Ejeraftalen – skal ejeraftalen opdateres til virksomhedens aktuelle situation?
  • Generationsskifte – er det tid til at planlægge generationsskifte?
  • Leverandør- og kundeaftaler – bør disse aftaler genforhandles eller ajourføres?
  • Leveringsbetingelse – er virksomhedens leveringsbetingelser ajourførte?
  • Ansættelsesbeviser – har alle medarbejdere korrekte ansættelsesbeviser, der opfylder gældende lovkrav?
  • Forsikringer – opfylder disse stadigvæk virksomhedens behov?

Virksomhedens ledelse kan langt hen ad vejen selv sørge for at give virksomheden et serviceeftersyn og tilrette eller genforhandle de nødvendige aftaler og kontrakter. Dog vil der naturligvis være nogle områder, hvor det vil være hensigtsmæssigt at inddrage virksomhedens advokat eller revisor. Det vigtigste er dog, at man sikrer, at virksomheden får et regelmæssigt serviceeftersyn.


Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 18.05.2012
Oprettet: 07.12.2010
Roberto Panada

Forfatter

Roberto Panada

Indehaver/Advokat (L)

Kontakt os

Ret&Råd Gladsaxe
Advokatfirmaet Per Therkildsen A/S
Buddingevej 289
DK-2860 Søborg

T: +45 39 57 00 00
F: +45 39 66 15 00

E-mail:
gladsaxe@ret-raad.dk
CVR: 28841957

Lokalafdelinger:
Gladsaxe
Gentofte