AB-Forbruger – ny standardaftale for byggearbejder for forbrugere

Sitemap Større skrift Tip et link Print

Den 1. januar 2010 trådte en ny standardaftale i kraft, den såkaldte ”AB-Forbruger”. Aftalen er en forkortelse for ”Almindelige Betingelser for aftaler om byggearbejder for Forbrugere”, og er inspireret af den allerede ofte anvendte standardaftale indenfor byggeri, AB 92. Aftalen vil kunne anvendes i de situationer, hvor en forbruger indgår aftale med en entreprenør om byggearbejder større end kr. 3.000,-.

Imidlertid er det vigtigt at være opmærksom på, at aftalen på en række områder adskiller sig fra den velkendte AB 92, og at visse brancheorganisationer er tilbageholdende med at anbefale sine medlemmer at anvende aftalen for visse typer af sager.

AB-Forbruger er ligesom AB 92 en frivillig aftale, som en forbruger og en entreprenør kan aftale skal regulere deres indbyrdes retsforhold i forbindelse med en byggesag. Hvis ingenting aftales, gælder dansk rets almindelige regler.

Aftalen regulerer og fastsætter standardbetingelser for en række forhold, nemlig aftalegrundlaget, sikkerhedsstillelse, arbejdets udførelse, forbrugerens betalingsforpligtelse, tidsfristforlængelse og forsinkelse, arbejdets aflevering, mangler ved arbejdet, ophævelse, eftersyn samt tvister.

På en række væsentlige punkter afviger AB-Forbruger dog fra AB 92, og det er vigtigt at være opmærksom på disse forskelle. Som eksempel kan nævnes, at entreprenøren kun skal stille sikkerhed på 15 % af entreprisesummen, hvis det aftales, og sikkerhedsstillelsen bortfalder 30 dage efter, at arbejdet er afleveret. Er AB 92 aftalt, skal entreprenøren stille sikkerhed, og denne nedskrives og ophører først efter 5 år.

Endvidere gælder, at det positivt skal aftales, hvis forbrugeren skal stille sikkerhed, idet AB 92 bestemmer, at entreprenøren ensidigt kan forlange dette.

Efter AB-Forbruger gælder desuden, at entreprenøren skal levere alle materialer til brug for arbejdet, ligesom det er fastlagt, at entreprenøren har bevisbyrden for, hvilke ændringer der er aftalt undervejs.

Herudover gælder som nævnt en række øvrige bestemmelser, der væsentligt adskiller sig fra AB 92.

Ligesom tilsvarende aftaler, for eksempel AB 92, ABT 93, ABR 89 mv., er aftalen et såkaldt ”agreed document”, hvilket som udgangspunkt vil sige, at aftalen er udtryk for en række afbalancerede hensyn til begge de involverede parter. Sådanne aftaler er typisk udarbejdet af brancheorganisationer fra begge sider af bordet, og i dette tilfælde er AB-Forbruger udarbejdet i samarbejde mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen, Dansk Byggeri, Tekniq – installatørernes organisation samt Forbrugerrådet.

Ikke alle brancheorganisationer har således deltaget i udarbejdelsen af aftalen, og for eksempel anfører en organisation som Danske Snedker- og Tømrermestre, at de finder aftalen urimelig for især de mindre håndværksfirmaer. Endvidere anføres, at organisationen ikke kan anbefale at benytte kontrakten i mindre sager. Til større sager anbefales det dog at overveje anvendelse af aftalen.

Bliver du som håndværker mødt med krav om indgåelse af AB-Forbruger for aftaleforholdet, er der som ovenstående viser, god grund til at overveje de enkelte bestemmelser nøje, og om disse harmonerer med den påtænkte opgave.
Denne artikel er skrevet af advokat Jacob Nauerby Kjærhus, Ret&Råd Gladsaxe.

 

Kilder:
Erhvervs- og Byggestyrelsen – www.eb.st.dk
Danske Snedker- og Tømrermestre – www.dst-mestre.dk

Til toppen af siden Sitemap Større skrift Tip et link Print
Sidst opdateret: 08.09.2010
Oprettet: 03.02.2010

Kontakt os

Ret&Råd Gladsaxe
Advokatfirmaet Per Therkildsen A/S
Buddingevej 289
DK-2860 Søborg

T: +45 39 57 00 00
F: +45 39 66 15 00

E-mail:
gladsaxe@ret-raad.dk
CVR: 28841957

Lokalafdelinger:
Gladsaxe
Gentofte

Lilla blomst med bi

Forfatter