"Kæden har et enormt potentiale. Sammen er vi stærke og hvis vi får udnyttet alle de ressourcer, der er ude omkring på kontorerne, så kan vi opnå utrolig meget."
Det slår Ret&Råds nye formand Anne Broksø fast i forbindelse med, at hun overtager roret som formand for bestyrelsen efter den tidligere formand Frantz Dolberg, der fratræder efter 15 år på posten.
Flere kontorer
Anne Broksø lægger ikke skjul på, at hun gerne ser flere kontorer knyttet til kæden.
"Det må være vores mål at få lukket nogle af de huller, vi især har i Jylland. Der skal være et Ret&Råd kontor i hver retskredsby. Det er min klare ambition," siger hun.
Hun ved godt, at medlemskabet af Ret&Råd for nogle kontorer blot kan virke som en ekstra udgift.
"Derfor skal vi også ud at synliggøre, hvor meget værdi medlemmerne får hos os. Her kan de fuldmægtige, der måske er de eneste på et kontor i provinsen, blive en del af et landsdækkende netværk, ligesom vi tilbyder lederuddannelse for advokaterne," fortæller Anne Broksø.
Hun er klar over, at mange kontorer især efter finanskrisen tænker benhårdt på bundlinjen.
"Derfor skal vi hele tiden have bundlinjetankegangen med os. Det skal kunne betale sig at være medlem hos os. Derfor skal vi få mange af de mindre kontorer til at se, at de også rent økonomisk kan få en fordel af medlemskab hos os," siger Anne Broksø.
Kæden klar til næste skridt
En anden ting, der ligger hende på sinde er videndeling.
"Der har hidtil meget fornuftigt været fokuseret meget på markedsføring af kæden. Nu er vi klar til næste skridt, der er at udnytte alle de kompetencer vi har til sammen. Jeg ser meget gerne at flere kontorer går sammen om projekter som f.eks. it-systemer eller inkasso. Vi skal ikke skabe et A eller et B-hold, men de kontorer, der ønsker at gå forrest med forskellige projekter, skal have lov til at gøre det, så kan vi andre efterfølgende lære af deres erfaringer," mener Anne Broksø, der heller ikke lægger skjul på sine personlige grunde til at gå ind i arbejdet som den næste Ret&Råd formand:
"Udover min advokatbaggrund har jeg også taget en uddannelse i ledelse og strategi. Den glæder jeg mig til at prøve i praksis, ligesom jeg mener at når man er med i en kæde, så må man også tage sin del af arbejdet med det," siger Anne Broksø, der er advokat, partner og direktør på advokatkontoret Scheibel i Hillerød.
Goddag og farvel med reception
Og den afgående formand Frantz Dolberg sender trygt kæden videre i den næste formands hænder. Det er en driftssikker kæde med et velrespekteret navn og masser af potentiale. Det har været 15 spændende år og kæden er nu klar til næste skridt i sin udvikling," siger Frantz Dolberg.
I anledningen af formandsskiftet afholdes der reception i Ret&Råds sekretariat onsdag den 12. Maj kl. 15.00 - 17.30 på adressen Nørre Voldgade 16, 4. sal, 1358 København K .
Yderligere oplysninger kontakt: Direktør for Ret&Råd, Casper Grønnegaard, tlf.: 88 16 40 50
Links til filer:
Frantz Dolberg.jpg
Anne Broksø.jpg
For yderligere information kontakt:
Casper Grønnegaard
Telefon: 88164050
E-mail: chg@ret-raad.dk
Meddelelsen er udsendt af:
berg&Baad
Lyngsø alle 3
2970 Hørsholm
Telefon: + 4520676345
E-mail: tb@bergogbaad.dk
Internet: http://www.bergogbaad.dk