Fordele i Ret&Råd
Det kræver et sammenligningsgrundlag at identificere fordele.
I Ret&Råd sammenligner vi os på lokalt niveau med de kontorer, der står uden for kæderne. Ret&Råd har den ambition, at gøre vores kontorer til de mest attraktive kontorer for det segment, som de pågældende kontor ønsker at betjene. Det er for de fleste kontorer såvel erhvervs- som privatsegmentet i lokalområdet. Men vi har også kontorer med andre ambitioner. Også dem kan vi betjene.
Fra den første dag i Ret&Råd får man et åbent og ærligt samarbejde med ca. 200 jurister fordelt over hele Danmark. Disse kollegaer (vi kalder dem ”rødder”) har ambitioner, erfaringer og evner, som man kan trække på. Både via vores intranet (”rodnettet”) og på de mange kurser, foredrag, seminarer, arbejdsgrupper som vi afholder.
Vores intranet rummer adgang til såvel faglig debat og nyhedsformidling som billig adgang til en lang række videndelingsværktøjer, som jo er en hjørnesten i enhver moderne advokatvirksomhed.
Vore kurser, foredrag og seminarer indeholder indlæg fra nogle af landets dygtigste jurister inden for alle grene af juraen, kulturpersonligheder, sportsstjerner (vi er sportsjuridisk partner hos Team Danmark) mv. Engang imellem er de bedste, vi kan finde, vore egne medlemmer.
Da vores advokater er meget sociale og hyggelige mennesker, er kurser og foredrag ofte opbygget således, at der er mulighed for at blande høj faglighed med fornøjeligt socialt samvær. Noget der i snart 15 år har været en afgørende forudsætning for kontorernes udvikling og kædens berettigelse. Og som kun øger værdien af at være Ret&Råd-kontor.
Vi praler ofte af, at vores brand er kendt af over 70 % af alle danskere. Og kun 1 % tror, at vi er et byggemarked. Men det er ikke vigtigt for os, at vi er det mest kendte advokatnavn i landet. Det vigtigste er, at vores medlemmer er kendt for noget godt af alle dem, som de ønsker at betjene.
Vi udfører jo ikke vore kollegers opgaver. Det klarer de selv til største tilfredsstillelse for klienterne/kunderne. Men ved at understøtte fagligheden og bidrage med professionel markedsføring gør vi det lettere at komme i kontakt med klienterne/kunderne og fastholde og forbedre de relationer, kontorerne har. Vore markedsføringsrådgivere besøger kontorerne mindst 5 gange om året for at fortælle om nye markedsføringsmetoder, analyser af etablerede metoder samt for at formidle ideer fra det ene kontor til det andet. For når alt kommer til alt, er kontorernes egne metoder og ideer vores største inspirationskilde til at yde vores rådgivning.
Vi overlader det i øvrigt ikke til hvert kontor selv at implementere og udføre de metoder og ideer, som vi rådgiver om. De fleste medlemmer har jo nok at gøre med at være advokatkontor. Vi er derfor i stand til at udføre opgaverne i et tæt samarbejde med kontorerne. Dermed arbejder vi inden for vores speciale – mens advokatkontoreret kan koncentrere sig om at betjene sine klienter/kunder. Og dermed kan kontorerne også drage nytte af de mange rabataftaler, som vi sammen kan opnå, når vi skal markedsføre os i såvel lokale samt nationale medier.
I Ret&Råd er der en lang tradition for, at kontorer enten selv begynder at danne ”kæder i kæden” eller ligefrem fusionerer. Fusionerne sker ofte med nogen uden for kæden. Denne udvikling er ønskelig, men det er ikke en udvikling, som kæden har nogen interesse i at presse kontorerne til. Men når interessen er til stede, står Ret&Råd og medlemskollegerne klar med bistand og sparring. Det gælder også, hvis det er et forestående generationsskifte, der skal på plads.
Kan det blive bedre? I hvert fald synes vores kontorer, at det er bedre, end at være del af et større kontor eller at stå uden for kæden.
Kontakt os
Hvis du mener, du kan få mere frihed og flere fordele hos Ret&Råd, så kontakt direktør, advokat Casper Hauberg Grønnegaard på tlf. +45 88 16 40 50 eller pr. e-mail chg@ret-raad.dk og hør mere om, hvad vi kan gøre for dit konkrete kontor.